The Delgados’ pompøse Hate fra 2002 var i undertegnedes ører ikke blot et modigt skridt ind i en mørk popverden, men et særdeles vellykket ét af slagsen. Fintfølende popsange med alt andet end positive tekster blev svøbt ind i enorme stryger-, blæser- og korarrangementer, uden at resultatet endte med at virke forceret eller falsk. Melodierne var af samme klasse som på bandets tidligere udgivelser, og blandingen af dem og den symfoniske tilgang var magisk. Det dystre element i sangene blev nærmest helt opløst af de opløftende og smukke arrangementer, men forsvandt aldrig helt. Det ene øjeblik var man som løftet op og svævede på en sky, mens man det næste sad med en klump i halsen, dog uden helt at vide om det skyldtes den dystre tekst, eller at sangen ganske enkelt var smuk.
Med sådan en popperle i sit repertoire bliver der unægtelig skruet op for lytterens forventninger, når man en ny plade udgives. Forud for pladens udgivelse havde The Delgados selv på deres hjemmeside gjort det klart, at det ikke bare var pladens lyd, men hele tilgangen til musikken der var ændret i forhold til Hate – de havde lyst til at lave noget fuldstændigt anderledes, nemlig en positiv og simpel plade, der var lettilgængelig, men samtidig spændende og varierende. Det udgangspunkt er til dels rigtigt, men samtidig er det langt fra, hvad man egentlig finder på deres femte plade, Universal Audio.
Jo, vist er det da nogle fængende guitar- og klaverriffs, der danner bunden for pladens åbningsnummer “I Fought the Angels” og førstesinglen “Everybody Come Down”, og denne skribent skal da ikke være bleg for at indrømme, at omkvædene i både disse to sange er mere end bare en smule fængende.
Men alligevel sidder man, når pladen er færdig, tilbage med en sjov eftersmag: Hvad var det egentlig for en plade, man lige hørte? En The Delgados-plade, men hvilken? Det smager lidt af genbrug af gamle idéer serveret i ny indpakning.
Pladen åbnes af et sprødt guitarriff, der gentages hele sangen igennem, mens flere instrumenter langsomt får lyst til at ledsage den ensomme guitar. Men disse instrumenter er bas, klaver, og trommer – ikke violin, cello eller trompet. Tonen er sat: The Delgados er på Universal Audio mere poppede og radiovenlige.
Det er der i og for sig intet galt i, men alligevel er der noget, som ikke helt fungerer: Af og til er melodistumper en tand for genkendelige, og selv om det gamle ordsprog “If it ain’t broke, don’t fix it” til tider er det bedste råd, man kan få, virker det lidt, som om skotterne bare ikke har kunnet finde på noget nyt. Det kunne måske forsvares, hvis den nye indpakning var så spændende og varierende, som den gerne ville være, men også på det punkt er The Delgados’ femte plade lidt en skuffelse.
Man bliver dog guidet gennem flere ganske fine numre. Efter de tre stramt arrangerede åbningsnumre, hvor den ufokuserede “Is This All That I Came For?” falder en smule igennem, løsner pladen lidt op med den tågede og ganske glimrende “Come Undone”, der uden de store problemer kunne have sneget sig ind på Hate med hjælp fra lidt flere strygere. Den bliver efterfulgt af den ualmindeligt fængende “Get Action!”, hvor den nye sangskrivningsteknik giver pote og resulterer i en af pladens bedste skæringer. Og “Bits of Bone” fremmaner smil hos alle og enhver med sin tossede rytmesektion og falske håndklap.
Men så synes The Delgados at miste pusten. De kører lidt rundt i cirkler, og det er først ved pladens sidste nummer, man bør spidse ører igen. “Now & Forever” indeholder alt, hvad et storslået afslutningsnummer skal have: stjernestøv, store guitarer og en patosfyldt tekst. Og det klæder nu engang The Delgados.
Den flotte afslutning kan dog ikke ændre på helhedsindtrykket. The Delgados er stadig et skønt band med en klar overvægt af gode udgivelser bag sig, men på Universal Audio rammer de ved siden af. Måske bliver det derved nemmere at komme på noget til deres næste plade – hvem ved?
