»For those who ever felt forgotten!« står der på bagsiden af coveret til tyske Künnecke & Smukals selvbetitlede debut. Det er ganske vist sørgmodighed og weltschmerz, der ligger til grund for stemningen og teksterne hos duoen, men samtidig møder lytteren også både selvironi og akustisk hygge.
Künnecke & Smukal alias Andi Künnecke og Christian Smukal kommer fra Hamburg og har begge rumsteret rundt på den nordtyske musikscene i forskellige andre bands (Sport, MKK og Unhold), før de fandt sammen i deres nuværende musikalske form som halvvemodig indieduo.
Deres selvbetitlede debutalbum udkom i foråret på det lille tyske pladeselskab, Sunday Service, der i lang tid har fungeret som et musikprogram på den ikke-kommercielle Hamburg-radiostation FSK. Sunday Service-initiativet blev imidlertid udvidet til også at omfatte et mindre pladeselskab i 2002. Künnecke & Smukals debut er Sunday Services jomfruudgivelse.
Stort set alle numre på Künnecke & Smukals debut er bygget op om små melodier på akustisk guitar, melodica samt Andi Künneckes ret almindelige og beskedne, men samtidig også behagelige vokal. Nu og da er der lidt percussion, bas eller klaver oven i, men ellers kan øvrige instrumenter og effekter tælles på én hånd. De anvendte instrumenter er der ikke mange krumspring eller overraskelser i. Turen fortsætter derudaf fra start til slut på en ganske traditionel facon.
Om guitarmelodierne og den lune vokal er der viklet melankolske tekster, hvis univers ikke er opløftende og heller ikke afslappet og rart, som de små melodier for så vidt er. Künneckes tekster fremhæver den efterårs- og teenagemelankoli, som albummet indeholder, og som dedikationen på coverets bagside signalerer.
Der søbes dog ikke konstant rundt i melankolien. Heldigvis er der også plads til en smule selvironi og mindre alvorlige vinkler hos de to nordtyskere. I “Death Is the Easy Way” er teksten f.eks. småironisk og tonen fornøjelig, og noget tyder på, at Künnecke & Smukal ikke har lavet nummeret uden et vist glimt i øjet.
Sådan en tone er der heldigvis flere af albummets numre, der har en del af, og stemningen på debutalbummet er en lidt løjerlig, tilbagelænet og behagelig én af slagsen. Så selvom man ikke kan kalde stemningen på albummet opløftet eller munter, er man heller ikke i dårligt humør, når Künnecke & Smukal runder af.
Det nummer, der skiller sig mest ud fra de øvrige, har ligeledes pladens mest opstemte lyd. I “We Smile” kører trommerne af sted, og den akustiske guitar er sat op i tempo. Det er en dejlig afveksling, som bl.a. gør “We Smile” til et af de numre, der virker bedst for duoen.
Alt i alt er det imidlertid svært at sige så meget spændende om Künnecke & Smukals debutalbum, for de har tilsyneladende heller ikke ret meget, som de ønsker at sige deres lyttere. De bliver nødt til at få mere på hjerte – og muligvis også blive lidt dygtigere eller måske bare mere opfindsomme – for at holde lytteren fast en anden gang og for at kunne gøre bare en lille forskel.
Den simple og nøjsomme, instrumentale struktur kræver meget af sangene, og disse er ikke nær udfordrende eller spændende nok til at forblive i lytterens bevidsthed ret lang tid ad gangen. Det er nydeligt, traditionelt, rart… og uvedkommende.
Künnecke & Smukal har på debutalbummet fundet noget, der potentielt godt kan være værd at bygge videre på, men der skal både større idéer og armbevægelser til, for at det rigtigt kan blive interessant.
