Attituden er der. Åh, attituden. Den efter sigende utæmmelige forsanger, der er lige dele excentrisk og selvdestruktiv. Og rockuniformen har de også. De stilbevidste rockstjerners skudsikre veste. Røde skjorter under sorte tuxedos. Ja, der var engang, hvor superhelte klædte sig i blåt trikot, men den tid er åbenbart forbi. For disse fantastiske fem medlemmer af Bostons nye beskidte håb har påtaget sig attituden af supermænd i sædvanlig Kraftwerk-positur: den synkrone skuen mod horisonten. Dette billede i bookletten udstråler bandets selvbevidsthed, en pionerånd der med lån fra fortidens tindrende stjerner stræber efter en plads på fremtidens himmelbue.
Det proklameres i pressemeddelelsen, at Baby Strange er på forkant med retrorockens udvikling. De kalder det “guitar rock meets Motown” og skiller sig således ud fra den linde strøm af solbrilleklædte døgnfluer. Det hævder de i hvert fald. Sandheden er imidlertid den, at det eneste, der adskiller Baby Strange fra verdenshistoriens størst populariserede flodbølge af rock’n’roll, er det manglende ’the’ – til skræk og advarsel for dem, der søger andet end bare underholdning og en rask svingom på CBGB’s.
På den anden side: Er man endnu ikke udmattet af surrogatkultur. Er man kronisk feststemt og ualmindeligt optaget af nyere overfladisk rockarrogance. Eller vil man simpelthen have opsummeret rockhistorien i et samlet produkt – dog af en kvalitet der lader noget tilbage at ønske – ja, så har Baby Strange netop dét: essensen til den søgende. Netop dét, de postulerer at indeholde, og dét, man som blåøjet knægt faktisk kan værdsætte utrolig meget.
De besidder i nogle passager og velfungerende takter en forbandet tight bredside, som ved rette lydstyrke bringer et åbent rockhjerte op i højspænding. Put Out lyder som en gråvejrsdag på Rock FM, men alligevel tilsat en tilstrækkelig karismatisk vokal og et melodisk underhold, der lige nøjagtig præsterer den kyndighed og intelligens, der behøves i moderne rockmusik.
I åbneren “Put Out” møder man Baby Strange på en højderyg af deres ydeevne. Den indledende basgang er medrivende og rummer samme pumpende rytmik, som eksempelvis The Byrds indeholdt. Ledsaget af hårdt, stampende trommespil har de grundlaget til en beskidt og dansabel single. Guitarernes forvrængede tonalskift og Eric Deneens indtrængende stemme kappes om at lyde mest som rustent metal og sandpapir.
Også det lyriske element fungerer udmærket i “Put Out”, hvilket man ellers ikke kan sige om mange af albummets 11 sange. Temaet er som i mange gammelkendte rockhymner en prædiken til ungdommen – og et pigebarn der må reddes fra samfundets onde viljer. Eric Deneen går således forrest i oprørets sag og besynger uafhængighed og frigørelse fra fortidens og omverdenens besnærende krav.
Den følgende skæring, “Jukebox Queen”, fremstår som en mere afdæmpet sag. En fortælling om et sted langs State Road 84, hvor den skønne, men dog ulykkelige servitrice opfylder tosomheden for Deneen. Troværdigheden i en sådan skæbneberetning synes imidlertid at halte alvorligt efter oprindelige storytellers som Dylan, Young og Springsteen. Musikken rammer til gengæld stemningen af de forladte barer langs the highway, og især reminiscenser fra R.E.M.’s “E-bow the Letter” fremkommer af melodien.
Anderledes er det igen med “Your Favourite Song”, der titelmæssigt mistænkes for at have afluret The Hives’ selvprofilerende frækhed. Det er også i orden, så længe den musikalske argumentation holder. Og det gør den overraskende nok. Bortset fra et upassende og klichébeskæmmet b-stykke udgør nummeret albummets trumfkort. Et guitarriff fungerer som det første sandkorn, før selve stormen rammer én lige i ansigtet – eller maven, hvis det er dér, drifterne har hjemme. Og “Your Favourite Song” taler til drifterne og river i sjælen, mens man passende kunne gnide læder mod læder og whisky mod ganen. I støjen hviler samme aggressive retropunch, man for et par år siden kunne finde i Madrugadas “Ready”. Desværre for Baby Strange, og for Madrugada i sin tid, er et enkelt overbevisende og afskyeligt charmerende hit ikke nok til at samle et bestået gennemsnit. Dereen og co. henfalder på sidste halvdel af pladen til mere eller mindre ligegyldige sange, der er lige så tilpassede årtiers rockskabelon som bandet deres jakkesæt.
Put Out er traditionsrigt kram og veludført håndværk. Svagheden er ikke til at spore på overfladen, men skinner umærkeligt gennem lydens trættende forudsigelighed. Efter at have hørt albummet er det umuligt at genkalde andet end Deneens fraseringer i “Your Favourite Song”. Al resterende lyd, alle andre melodier er tabt tilbage i rockens malstrøm, hvorfra de i med største tilfældighed blev fanget af bandets melodifiskeri. The Rolling Stones, The Who og Oasis kaster ekkoer i korridorerne langs Bostons øvelokaler. Alt håb til Baby Strange, men pastiche… åh, pastiche.
