Plader

Beck: Guero

Sprælsk, funky, svævende og direkte. Med Guero har den postmoderne pop-konge lagt temaerne til side, for i stedet at skabe en fuldkommen og alsidig plade, der med sikre og velovervejede virkemidler tvinger os ud i alverdens hjørner.

Det kunne godt være Becks sidste plade. Ikke fordi dét er varslet – og jeg tvivler også voldsomt på, at det næste, vi får fra ham, er et fælt Greatest Hits-bæst. Men med Guero har Beck ikke, til forskel fra de seneste udspil Midnite Vultures og Sea Change, dedikeret pladen til en bestemt sfære eller stemning. Beck prøver ikke af og overrasker på samme måde som før, og hans nyskabende stor-gøglerier er lagt på hylden, hvilket også gælder kaskaderne af rendyrkede folk-sange. Han har i stedet fundet en gylden middelvej og samlet alt godt fra Beck-land i et solidt og på overfladen festligt album, hvor man hele tiden har fornemmelsen af introspektiv dybde og gennemtænkt komposition, der alligevel frister til lidt kropslig, rytmisk kækhed.

Guero er indspillet i Los Angeles – nøjagtig som klassikeren Odelay. Oven i købet er det også The Dust Brothers, der igen er trukket i producertrøjerne. Ikke overraskende, da man, hvis man skal sammenligne Guero med et tidligere krumspring, må pege på lige netop Odelay. Guero er mere guitar-rocket og elektrisk, end Beck længe har været, og det samme gælder de funky, og denne gang mere hiphop- end cirkuslignende beats og samples.

Eksempelvis har Beastie Boys haft en finger med i spillet på den første skæring, “E-Pro”, i form af en sampling fra So What’cha Want, og efter heftig medie-rotation har nummeret allerede klæbet sig godt og grundigt fast i de flestes rytmeglade, retrospektive hjerneceller. Det bragende og “Devil’s Haircut”-lignende guitar-riff i introen og de festlige beats og underspillede breaks får de forårstrængende tanker hen på sol, saltvand og “yee-haar” … altså lige indtil der dykkes ned i teksten. For nok er Becks Guero generelt festlig og funky, men kontrasten ligger ofte og ulmer i lyrikken: »”¦ the good in us is all we know, there’s too much left to taste that’s bitter.«

Varmere bliver det i titelnummeret “Que Onda Guero” (eller “hva’ så, blonde dreng”), der smider os en tur til Mexico blandt mariachibands og døddrukne cowboys i en sværm af spansk råben, piften, Beck’sk rap, frækt blæseri og luskede basgange. At samplingerne er et centralt element på Guero, er ikke til at gå glip af i dette nummer, hvor brudstykker af stemmer og lyde er med til at skabe en rytme og en flyvsk, afslappet stemning.

“Black Tambourine” er et af de mest rockede numre. Jack White fra White Stripes gæster nummeret med sit fornemme og ulmende basspil, og sammen med den mørke tekst om forhutlede skæbner i nedlagte edderkoppespindsbefængte bygninger, skabes en stemning af dyster frustration. Et kort nummer, men pulserende og sært medrivende.

Helt anderledes og på en anden måde gribende er “Earthquake Weather”. Det hele starter skummelt og flydende med skingre samples, scratch og en monoton guitarrundgang, der ligger og lurer gennem hele nummeret. Men i omkvædet skifter Beck toneleje og den musikalske stemning drejes 180 grader på trods af teksten: »I push, I pull, the days go slow into a void we filled with death.« Og selvom det hele tilsyneladende er noget møg, kan man bare ikke lade være med at smile. Tænk, at smerte kan være så fantastisk.

Guero er ikke fornyende på samme måde, som Beck har været før, men det er første gang siden Odelay, at han supplerer godteposen med flere forskellige slags lækkerier. Fra højtrystede og rappende party-eskapader i “Hell Yes” ryger man eksempelvis direkte over i den smukke godnatsang “Broken Drums” og senere videre i gabet på den lutter country-inspirerede “Farewell Ride”.

Og sådan fortsætter det. Op og ned fra kulkælderen på en tidsrejse, hvor man konstant får bekræftet, hvad Beck egentlig kan. Guero er klart den mest stilbevidste plade fra Becks hånd, men også den mest komplekse og medrivende. Alle mærkværdige elementer og effekter på pladen er nøjagtigt og bevidst placeret, og det virker, som om at Beck har fundet et andet overskud til at bruge alt, hvad han kan på en ny, mere moden måde. En fremadrettethed, der tyder på, at den hvide dreng vist er blevet rigtig stor.

★★★★★★

Leave a Reply