Hvor er det altså bare postmoderne og ironisk. Tøser på speed. Straks er der electro-new-wave-retro-trend i luften, og folk i outreret 80’er-tøj ser distancerede og kølige ud på byens natklubber. Det er bare så meget sidste år. Tsk, tsk.
Kunstnergruppen med de tyske aner Chicks on Speed er for mange en dille i en 80’er-revival, som har været forfriskende, men som snart vil kvæles og dø. Og med dem vil Chicks on Speed også forsvinde. Sådan har det altid været med musikkens perioder. Med mindre de kunstnere, som har været så tæt tilknyttet perioden, at de er lig med den, både indholds- og udseendemæssigt formår at udvikle sig og sprænge de altid snævre rammer for deres egen stil.
Og her skal der rettes en stor tak til Chicks on Speed for netop at formå dette. Deres nyeste plade Press the Spacebar, lavet i samarbejde med gruppen The No-Heads, er skæv, eksperimenterende, svært tilgængelig og sindssyg. Det er deres andre plader også, men her bliver den kørt helt ud. Ikke noget We don’t play guitars, kun noget der nærmer sig det.
Let punkede numre som Mitte Bitte og Class War har riffs, der fænger. Det er råt og helt i Slits-ånden. Culture Vulture Part Two er også et af de mere vellykkede numre. Et alternativt hiphop-beat hopper derhenad. Det er ret mørkt og ret godt. Ten Thousand Years er nok pladens bedste nummer. En næsten rent instrumental skæring der vækker mindelser om lidt blødere og mere hiphop-orienteret Sonic Youth, hvilket siger ret meget om, hvor sært det her kan være.
Samarbejdet med The No-Heads er en særdeles positiv udvikling, da lyden får meget mere fylde og kraft i de mere rockede numre. Derfor er det også en smule irriterende, at denne plade ikke er helt så gennemført, som den havde muligheden for at blive.
Mange af de mere eksperimenterende numre er udflydende, monotone og sammensat af alt, hvad de kan komme i nærheden af. Det kunne selvfølgelig have været godt”¦ men er det ikke. Is Bigger Better er sådan set bare en lydkollage sammensat af Casio-keyboard og Gameboy-lyde. En version af Hakuna Matata er blandt andet at finde i dette roderi. Eksperimenterne er eksperimenterende, men desværre ikke ret interessante. De er alligevel et positivt tegn på en udvikling i Chicks on Speeds musik, og derfor er dette også et nødvendigt album, i særdeleshed for gruppen selv.
Musikken på Press the Spacebar er måske eksperimenterende, men det er teksterne ikke. Det er i særdeleshed en politisk plade. Tekster såsom “We think the price is right / Civilized genocide / Secrets and illusions / What is the conclusion / Propaganda war on terror / The state has lost it.” Det er ren Rage against the Machine. Og derfor bliver det politiske engagement ikke meget mere end overfladisk og letkøbt med de tekster.
En megasællert bliver det ikke. Heller ikke et indiehit. Men den er interessant at stifte bekendtskab med som det eksperiment, den er. Og det bør man gøre, for Press the Spacebar skal nok kunne overbevise et par mennesker, om hvad Chicks on Speed også kan være. Og så er der en sang, der hedder Wax My Anus.
