Plader

Spoof: White Lines in a Livingroom

Skrevet af Caroline Andreasen

Tillad mig at stille et fundamentalt spørgsmål: Hvad vil de os egentlig, alle disse vindere af musikkonkurrencer? Det bliver gang på gang bevist, at det kvalitetsmæssigt ikke er vejen frem. Danske Spoof spiller en dirrende blanding af pop, rock og sovemedicin.

Det er komisk at tænke tilbage på, hvad vinderne af det daværende DM i Rock valgte at kalde sig selv. Danmarksmestre i rock? Mestre må de immervæk have følt sig som, eftersom de stod som vindere i en konkurrence med det navn. En mindre kendt musikkonkurrence går under navnet Morgendagens Stjerner. Her stod det danske band Spoof som vindere i 2003. Efter at have lagt ører til nærværende udspil må denne anmelder konstatere, at der enten er noget helt galt med konkurrencens navn, eller også ser vækstlaget i dansk musik noget vissent ud. For morgendagens stjerner er Spoof i alle tilfælde ikke!

Det lader sig manifestere fra første toneklang i den sigende titel Superficial World. Her har vi fat i en omgang popmusik med funkede understrømme. Det er iørefaldende og anonymt på én gang. Linda Christensen synger i kliché-agtige tekstlinjer om et hedonistisk verdenssyn (“œWatching all the groovy people, have they got a brain? / I expect much more of life, so more than just a fling“), et omdrejningspunkt der med hastig rotering kaster fokus på bandet selv.

Et oplagt spørgsmål at stille er, hvad i alverden Spoof vil os? De hverken flirter, pirrer, knurrer eller provokerer.

En væsentlig grund hertil er den virkningsløse kontrast, der ligger mellem Linda Christensens vokal og Peter Frøslev samt Lars Liliengrens guitarer. Christensen besidder den type vokal, der er som opfostret på en musikskole. Alle teknikker ligger på rygraden, men hun har aldrig lært det måske vigtigste element: at have hjertet med sig i udtrykket. Christensens klang er toneren, men hvor hun synger “œNo matter what you say / I’m still in love with you,” kunne hun lige såvel synge om at vaske tøj en onsdag aften. Det er den kujonagtige fremgangsmåde: Der er ingen følelser lagt uden på tøjet, og derfor er der vel intet at tabe?

Frøslev og Liliengren veksler i deres guitarspil mellem rene klange og forvrængede klimakser. Sammen med Christensens pæne vokal virker det hårdere udtryk blot haltende, og det rammer lige så hårdt som et bid af en bulldog med forlorne tænder. Det samme gælder for det overordnede indtryk af Spoof – eller skulle jeg sige mangel på samme.

I deres vaklen mellem rock og pop, der ikke lader sig fusionere, sætter Spoof sig mellem to stole, og siden melodierne aldrig når op at ringe, kan det herfra med stor sikkerhed påstås at være en formløs, ubehagelig plads at sætte sig på.

Det eneste sted, hvor Spoof begynder at nærme sig en snert af noget interessant, er i den afsluttende When I Wake Up. Her er tale om en decideret ballade, og den fremhæver de stærke kort, som Spoof har et par af på hånden. Det tror man da i hvert fald. For fire minutter inde kammer guitarer over i hylende onani, som søger at ramme en eller anden højloftet pompøsitet. Puha, hold op!

Spoof er den type band, som vi drukner i herhjemme. Vi har at gøre med dygtige musikere, som skriver intetsigende sange. Men hey… det er så måske ikke så tosset endda; bandet her har jo vist, at det kan føre til priser i musikkonkurrencer.

★½☆☆☆☆

Leave a Reply