Nå, så skal vi åbenbart til den igen. Endnu et dansk pladedebuterende band, som giver sig i kast med garagerocken. Og ikke overraskende falder de igennem med et forfladigende, neutralt udtryk, der synes at have mere travlt i forsøgene på at efterabe forbillederne end med at finde sig selv. Next!
Skribent - Caroline Andreasen
Julian Fane: Special Forces
Vi går frostgraderne og den faldende sne i møde i selskab med Special Forces. Et værk der sammenblander ambient, electronica og shoegazer. Når det er bedst, er det som små englebasser med vinger, der synger ned fra himlen. Julian Fanes debutplade lover godt for et nyudklækket talent.
The Elephants: Little Beast EP
Københavnske The Elephants hører til den type rockbands, der indeholder potentialet til at blive bedre, men med nærværende udspil er de på et udviklingsstadie, som næppe er synderlig interessant, medmindre du om fem år vil blære dig med at have hørt bandet først.
Spoof: White Lines in a Livingroom
Tillad mig at stille et fundamentalt spørgsmål: Hvad vil de os egentlig, alle disse vindere af musikkonkurrencer? Det bliver gang på gang bevist, at det kvalitetsmæssigt ikke er vejen frem. Danske Spoof spiller en dirrende blanding af pop, rock og sovemedicin.
The Paper Chase: God Bless Your Black Heart
Har du nogensinde set et menneske vendt på vrangen? Det er, metaforisk set, tilfældet på The Paper Chases seneste afkast. Vi får et indblik i en forpint sjæl, hvor specielt den stærke følelse af had spiller sig ud. Og musikken? Veludført eksperimenterende rock!
The Faint: Wet from Birth
De har lagt det farlige, det pågående og det danseopbydende udtryk i synthpunken på hylden og i stedet søgt mod et mere tilgængeligt udtryk. Men med tilgængelighed følger en ligegyldig fladhed. Det er ikke det store bid i The Faints fjerde plade.
Sahara Hotnights: Kiss & Tell
»Hej, vi hedder The Bangl... ahem... jeg mener... Vi hedder Sahara Hotnights. Vi har lige lavet en ny plade, hvor alt, hvad vi havde af energi og nerve, er blevet fjernet til fordel for et pænt udtryk. Tjek os ud!«
V/A: The Late Great Daniel Johnston – Discovered Covered
En række af indierockens store navne hylder sangsmeden Daniel Johnston. Her kan man for alvor høre, hvorledes potentialet vrides ud af Johnstons sange, som – selv om de er dårligt sunget og spillet – indeholder så meget hjerte og sjæl.
Mirah: C’mon Miracle
Stemmen er stadig helt nærværende. Mirah skriver stadig akustisk baseret popmusik i forskellige indpakninger. Indpakningerne er dog ikke helt så spændende denne gang, og flere af sangene bider sig ikke rigtig fast.
The Unit: White Night
Garagerocken anno 2004 har nærmest udspillet egen rolle med talrige horder af intetsigende bands, der vil ride med på andres succes. Der må ske noget! Og noget sker bestemt på The Units debutudspil. Et stænk punk og aggression skydes i musikken, og pludselig har vi fat i noget interessant.
The Unit – det aggressive og det skrøbelige
Den københavnske trio The Unit har en tilgang til garagerocken, der flirter velvilligt med punken. Udtrykket er i følge bandet såvel aggressivt som skrøbeligt. Undertoner spørger hvordan.
Barra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies
En 12"-split med mathrockens komplekse rytmer som fællestræk for to ellers vidt forskellige danske bands. På den ene side iblander Barra Head postrock og post-hardcore, og på den anden sejtrækker Menfolk med møgbeskidt hardcore. Kvaliteten er høj.
The Helio Sequence – de musikalske lag
De begyndte med at øve i deres lokale musikforretning, hvis lokaler de fik lov at låne om aftenen. Det har indtil videre resulteret i tre plader, den seneste hos Sub Pop, med spacerockens mange musikalske lag som udgangspunkt.