Når man lytter til Mike Trikes nye album Apartment 18, er der to spørgsmål, som umiddelbart melder sig sammen med den behagelige indiepop: 1) Kan en kunstner minde for meget om en anden kunstner? 2) Kan en et album være for kort?
Det første spørgsmål er det mest alvorlige, men også det mest spirituelle, for tilsyneladende er Elliott Smith ikke død. Altså, reelt er han det. Hans nyligt udsendte ‘her er en bunke sange, som en genial mand, der døde for tidligt, ikke nåede at udsende’-album From a Basement on the Hill beviser det. Men han lever tilsyneladende videre i ånden af sangene hos Mike Trike. Sagt på en anden måde: DET HER MINDER VANVITTIGT MEGET OM ELLIOTT SMITH.
Det kunne faktisk lige så godt være hr. Smiths mund, der ånder de luftige melodier, og hans fingre, som danser hen over den akustiske guitar og skaber den bløde og lette musik på Apartment 18. Man kan diskutere, om det i sig selv trækker ned, at Mike Trike lyder så meget som Elliott Smith. Det gør det, men det bliver selvfølgelig heller ikke bedre af, at bandet i det mindste ikke er helt så godt som Smith. På den anden side lyder det i flere elementer næsten lige så godt, hvilket altså så er ret godt. Godt så.
Selv om musikken på Apartment 18 for det meste er rigtig dejlig indie-bedroom-pop, når den aldrig de samme dybder, som den kunstner Mike Trike, mildt sagt, er inspireret af. Lyden af en død mands ekko er næppe noget, man får originalitetspoint for, selv om det kan være smukt nok.
Elliotts Smiths musik er i en anmeldelse engang blevet beskrevet som det, der spilles i en elevator på vej til himlen. Mike Trikes musik må nøjes med at være det, der kommer ud af bilradioen på vej til bageren om søndagen.
Man må dog håbe, at bageren ligger tæt på, hvis man skal have musik til hele vejen, for Apartment 18 er kun små 28 minutter lang. Det gør i sig selv ikke noget. The Shins’ Chutes Too Narrow og AC Newmans The Slow Wonder er to af de bedste popplader, der er kommet ud de seneste par år, og de varer nogenlunde det samme. Forskellen er bare, at de ørehængende hooks nærmest står i kø for at vælte ud af højtalerne på de to nævnte plader.
Det gør de ikke hos Mike Trike, hvis musik mere har brug for en indlevelse fra lytteren. Den har brug for at skabe et lydunivers, hvor lytteren kan lade sig falde hen i de lette toner og blive båret frem til kunstnerisk nydelse på en sky af akustisk fingerspil. Den formel når aldrig rigtig at virke på en udgivelse, der nogle gange minder om en sampler af det rigtige album. Det er kort, og det er ærgerligt, fordi sange som blandt andre Be My Brooke og The Airplane Song ville man gerne have hørt lidt mere af.
Man må sige, at nydelsen af noget i bund og grund dejlig musik på Mike Trikes nye album bliver en smule ødelagt af to ting: 1) At man har hørt en Elliott Smith-plade. 2) At man er blevet vant til at lytte til sange, der ikke stopper, før de rigtigt kommer i gang.
Fuck, det er surt at være kræsen.
