Plader

The Turn-ons: East

Mosset gror ikke fast på den musikalske udvikling hos det amerikanske band. Hvor debutudgivelsen osede af glam, giver The Turn-ons nu et bud på, hvordan den tidlige britpop skal lyde i år 2004, og er man ikke helt kommet sig over 90’er-bølgen, er det en udmærket idé at lytte til East.

Da amerikanske The Turn-ons i 2001 udgav deres selvbetitlede debut, var det ikke til at tage fejl af, at de havde fundet deres inspiration i den britiske glamrock fra 60’erne og 70’erne. Navnlig Marc Bolan havde været tydelig kildemateriale. Forsanger Marc DeVries skulle efter sigende have været besat af T-Rex og David Bowie, og han var nødt til at lave debutpladen for at få sin besættelse ud af kroppen.

På deres nye cd, East, har The Turn-ons næsten sluppet taget i glamrocken. De bevæger sig ind på nyt territorium, som kort kan betegnes som den tidlige britpop i begyndelsen af 90’erne, hvor især navne som Ride og The Stone Roses havde deres storhedstid.

Der skal ikke falde et nedsættende ord om udvikling, og man kan ikke fortænke et band i at gå nye veje. Men hvad der for The Turn-ons musikalsk kan opleves som et skridt frem, må for os andre ses som et skridt tilbage. Dybest set får man nok mest ud af East, hvis man er gammel fan af britpop og bifalder endnu et lys i kagen.

Rolige trommer og et mix af guitarlyde skaber rammerne for Skyscrapers, som indleder de 10 numre på East. Det minder mistænkeligt om Kevin Shields’ (My Bloody Valentine) bidrag til soundtracket fra filmen Lost in Translation. Men bandet vågner op fra de psykedeliske tåger, sætter farten lidt op og blander Travis DeVries’ lettere snøvlede og mudrede vokal med rumklang og guitar.

New Jesus er klassisk Ride-lyd. Rumklang og masser af guitar med en bastant tromme som af en eller anden grund også får tænkeren hen mod danske The Raveonettes og flere af deres mere afdæmpede numre. Pudsigt nok har The Turn-ons ageret opvarmning for netop The Raveonettes i USA. Det messende budskab i New Jesus beskriver den evige søgen efter det eviggyldige i livet: “Switching on with every helo / Fell apart / But I don’t know how / Drifting off to another sound / She’s got a new Jesus.” Desværre hypnotiseres man ikke af den stemning, der lægges for dagen.

Ride spøger også i PS I Love You, der med sine energipakninger giver nummeret saft og kraft, hvilket fremhæves med den minimalistiske tvelinjede tekst, der skaber en skarp modsætning til titlen: “I’m not coming back to say I miss you.”

Det er på mange måder udmærkede numre, der leveres. Specielt den drømmende og afdæmpede Sunday Afternoon og det afsluttende nummer Sideways der bygges op med selvsamme psykedeliske guitarflader fra pladens første nummer og ligefrem twister og genbruger teksten fra selvsamme sang. Kreativt? Tja. Det er i hvert fald noget af den kreativitet, man savner i pladens øvrige numre, der for så vidt er fine, analogt optagede og guitarprægede rocknumre, som henleder tankerne mod den sound, der indtog rocken i begyndelsen af 90’erne. Men The Turn-ons tilfører intet nyt, og det er pladens store svaghed.

Der er energi i musikken, men melankolien og kreativiteten mangler i indholdet af deres tekster, som godt nok bærer overskrifter, der viser intentionerne, men substansen i indholdet udebliverunder.

★★★½☆☆

Leave a Reply