TV on the Radio kommer fra New York og spiller musik, der tager sit afsæt i de tidlige 80’eres new wave og postpunk. Umiddelbart lyder det bare som endnu et af de utallige bands, der er dukket op i slipstrømmen på New York, der de seneste år er blevet ultra cool og har taget den musikalske tete. På samme måder leder navnet TV on the Radio tankerne hen i samme retning og tilbage til en tid, hvor man var forud for sin tid, hvis man kaldte sit band for TV 2, og hvor Næste Uges TV var en mere eller mindre ukendt forgænger for Love Shop.
Det vil dog være en stor misforståelse af afskrive TV on the Radio på den baggrund. Det er yderst sjældent, at man støder på et band, der ikke rigtig lyder som noget andet. Langt det meste nye musik i dag er i større eller mindre udstrækning et opkog på genrer, der tidligere har haft sin storhedstid, men TV on the Radio har virkelig formået at finde deres eget ståsted med et musikalsk univers, der tager afsæt i andres forarbejde, men bringer lyden videre i nye og ukendte retninger.
Gruppen har som nævnt det ene ben tilbage i de tidlige 80’ere, og der spilles med stramme, programmerede trommerytmer, kolde keyboardflader og knivskarpe guitarer, der skærer sig gennem musikken. På den måde kan man sige, at TV on the Radio ikke er så meget anderledes end det utal af andre grupper, der de seneste år har fundet ud af, at årene med new wave og postpunk havde meget at byde på.
Men TV on the Radio har også en anden side. En side der nærmest står som den diametrale modsætning til kolde lydflader og stilistisk stramme koncepter, nemlig den sorte musiktradition, nærmere betegnet soul og doo wop. TV on the Radio er nemlig noget så sjældent som en amerikansk indierockgruppe, der ikke består af hvide collegetyper, men derimod for to tredjedeles vedkommende af afroamerikanere. Det betyder, at vokalsiden lyder helt anderledes, end hvad man normalt hører i rocksammenhæng og da i særdeleshed anderledes, end hvad man hører i postpunk-genren.
Doo wop-inspirationen kommer tydeligst til udtryk i a capella-sangen “Ambulance”, hvor en stærk melodilinje og et kor, der danner bunden med en omgang ’dum dum da da dum dum.’ Mere behøves der ikke for at skabe en gennemført sang og en endnu mere gennemført komposition.
I “Poppy” bliver den samme form for vokaltype indarbejdet blandt guitarer, bas og trommer. Sangen går undervejs i stå, vokalen tager over, og i det øjeblik, trommerne igen begynder at tage fat, går det hele op i en højere enhed. Det er virkelig stort, at TV on the Radio formår at få nogle musikalske virkemidler, der står så langt fra hinanden til at smelte sammen på så elegant vis. Musikken har inspiration fra et væld af forskellige steder, og selvom lydbilledet ind i mellem er massivt, er det bestemt ikke overlæsset, da der er en mening med de elementer, der bliver bragt ind i musikken.
TV on the Radio er i de fleste sange i den mere meditative ende af det musikalske spektrum. Musikken er ikke anmassende, og der er langt til den benhårde elektroniske funk, der har karakteriseret en række andre new yorker-grupper de seneste år – selvom musikken tager afsæt i nogle af de samme inspirationskilder som eksempelvis !!! og The Rapture. En vis aggresivitet vises dog i det racepolitiske åbningsnummer “The Wrong Way”, hvor en hård basgang danner bund for en omfang støjende free-jazz. Nummeret er dog lettere malplaceret på pladen, og det virker ret rodet.
Man kan dog sagtens leve med det lidt svage åbningsnummer, for fra næste skæring, “Staring at the Sun”, er Desperate Youth, Blood Thirsty Babes fremragende stort set hele tiden. Stramme rytmer som fundament, og så væver guitarflader, keyboards og vokal sig ellers ind og ud mellem hinanden og danner et fascinerende musikalsk univers, man ikke kan undgå at blive suget ind i, især ikke hvis man giver sig den tid, det tager at lytte intensivt til pladen.
Med Desperate Youth, Blood Thirsty Babes inviterer TV on the Radio lytteren med på en musikalsk rejse, der bringer én langt ud over, hvad man normalt kan opleve på et debutalbum. Det bliver spændende at følge med, hvor gruppen næste gang er i stand til at bevæge sig hen med sin musik.
