Tim Kasher har i løbet af flere plader fortalt os sine grufulde historier om triste skæbner, der går deres uundgåelige gang mod enden. Han har gjort det i hårde rockindpakninger i Cursive, og han gør det med blødere anslag i The Good Life. Undertoner mødte manden bag de triste og kyniske sange. (26.01.05)
 |
“Jeg kan godt lide at fortælle historier,” siger han storsmilende. Og historier har han så sandelig fortalt os. I Cursive har han brugt det musikalske medie som en slags terapi, hvor han udlufter negative følelser omkring kærlighedslivet, der er kørt i sænk. Og indpakningen er i form af aggressiv og snerrende rock med tekstlige universer, der gør brug af alverdens genremæssige virkemidler. Navnet er Tim Kasher.
Når han ikke affyrer smertende skrig og guitarkaskader i Cursive, begår han sig i det væsentligt mere afdæmpede The Good Life. Men han vil ikke høre tale om, at det ene projekt skulle være underordnet den andet.
“Det projekt, jeg lægger min energi i, er det primære i den gældende stund. Og sådan har det egentlig altid været for mig. Jeg har aldrig brudt mig om idéen om sideprojekter for noget, jeg laver. Jeg tror, The Good Life blev kaldt netop dét, fordi Cursive allerede var godt i gang og blev set som et mere prominent band.”
Det er The Good Life, som Tim Kasher for tiden lægger al sin energi i. Bandet udsendte sidst i 2004 den glimrende plade Album of the Year, og de er på nuværende tidspunkt på vej rundt i Europa. Og det var, da de nåede til Malmø, at Undertoners udsendte kiggede fordi til en snak.
Det var dog med visse forbehold, for hvis man kaster et blik på al den negativitet og kynisme, som Tim Kasher udtrykker i sine sange, kunne man nemt forestille sig en bitter og indelukket musiker, der helst ville være i fred. Dette var dog langt fra tilfældet. Kasher lod sig gladelig åbne som en bog og virkede overordentlig entusiastisk omkring at tale om sin musik og den succes, han har haft med den.
Måske netop derfor synes The Good Life som et symptomatisk endemål for Tim Kasher. Man skal dog ifølge ham selv ikke tage bandnavnets egentlige betydning for gode varer.
“Først og fremmest valgte vi navnet The Good Life, fordi det er Nebraska-statens motto. Det er dér, jeg er født og gør min gang. På mange måder er det også et varemærke for, hvordan hele Amerika er. Hele begrebet i sig selv er så klichéfyldt, og jeg tror på, at hver gang jeg ser det brugt, bestyrker det blot bandnavnet og idéen bag, som er hele konceptet omkring den amerikanske drøm. Det 20. århundrede har for mange amerikanske forfattere handlet om tabet af denne drøm, tabet af uskyldigheden. Derfor passer det rigtig godt… for vores musik er ret trist.”
Vejen mod den liniære historie
I løbet af tre plader har Kasher udviklet og forstærket et musikalsk udtryk, som han selv kalder sin “naturlige måde at skrive sange på.” Udgangspunktet skal man finde et sted i poppens verden med sikre aner fra folk – men der er langt til glimmeret og de brede smil. Vi skal nok snarere godt ind i de mørklagte skammekroge, hvor Kashers musik for alvor breder sig ud.
Det er historiefortællingen, struktureringen af en homogenitet og udviklingen af et forløb, der driver Kasher. På The Good Lifes andet album, Black Out, begyndte han at se fuldlængde-formatet som en egentlig helhed. Sangene var som episoder og kapitler; første nummer var begyndelsen, og sidste nummer var slutningen – som i en historie. Denne idé blev videreudviklet på Album of the Year.
“For mig er det endnu et skridt på vejen mod at lave en virkelig struktureret musikalsk historie. Det er den mest lineære ting, jeg nogensinde har skrevet. Den første sang er som en prolog til historien, og fremefter udspiller selve historien sig om et par, der mødes, finder sammen, og så følger mistro og bedrageri… og til sidst det endelige opbrud.”
 |
En luksus at være vag
Når Tim Kasher skriver sange, fortæller han ofte ud fra sit eget liv. Han er ikke meget for at gå videre i detaljer med det, men fastholder, at han bestemt lægger meget af sig selv i, hvad der skal fremstå som historier.
“I mine fortællinger har jeg den fordel og luksus i at være vag. Så du kan sagtens skrive om dig selv og andre omkring dig og stadig holde det subtilt. Det er nok også, hvad jeg frygter ved stilen… folk kan komme hen til mig og spørge: ’Handlede den sang om mig?’ Nej, den handlede ikke om dig. Den handlede godt nok om en kvinde med kort brunt hår, grønne øjne… ja, det lyder som dig, ikke?”
“Det handler om katarsis”
Tonen er trist i langt de fleste af The Good Lifes sange, og de resterende har mindst en understrømning af samme nedtrykthed. Men hvorfor er det, at vi drages mod disse mørkelagte historiefortællinger? Kasher er ikke ét sekund i tvivl.
“Det handler om katarsis! Det er ikke uden grund, at vi altid har elsket de græske tragedier.”
På den anden side af tragedien og de nedadvendte mundvige finder vi kontrasten: komedien. Det lystige og det glade. Det der bringer smil på vores læber. Men hvorfor begiver Tim Kasher sig ikke ud ad den tangent?
“Elliott Smith blev spurgt om det samme engang, og han svarede: Det er nemt at skrive triste sange og virkelig svært at skrive glade sange. Jeg er helt enig. Det er svært at skrive glade sange. Det ville bare blive ’smil alle sammen – alting er for fedt!’. Sådan en gang lal. Men det er ikke fordi, at jeg vælger ikke at skrive glade sange. Der går bare måneder mellem glade melodier, som jeg rent faktisk kan holde ud at høre på, og som jeg vil have, at andre skal høre.”
Heldigvis vil han gerne have, at vi skal høre hans triste materiale. Det er måske også dér, vi finder den største tryghed. For det er vitterlig rart at vide, at der et sted derude findes en mand, som hedder Tim Kasher og lukker klagesange ud i verden. Når alt kommer vi alt, vil vi gerne høre dem og finde vores egen forløsning deri.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
The Good Life: Album of the Year
The Good Life: Lovers Need Lawyers EP
The Good Life: Black out
Cursive: The Ugly Organ