Karthage er en blandt forårets fremskydende vækster, der fribårent kræver sin eksistens på den danske undergrunds marker. Bestående af fem 21-årige esbjergensere og udrustet med tre år og 30 koncerters erfaringer synes tiden at være moden til et større publikums interesse. Karthage arbejder da også hårdt for at vække alverdens lyttere. Således er Radio Silence den anden demo, som gratis er blevet omdelt til bandets koncerter og i andre kredse, hvor en gylden fremtid kunne være at finde. Indtil videre har problemer i forhandlingerne med et mindre pladeselskab forhindret en egentlig udgivelse, men gruppen leder videre efter morgendagens åbne arme.
Sangerinden Rebekkamaria fra den musikalsk relaterede gruppe Lampshade assisterer på vokalsiden i åbneren “Box City”. Hendes lyse alfehvisken, der trækker lidt for åbenlyse referencer til Stina Nordenstam og múm-sangerinden Gyða Valtýsdöttirs mere overbevisende samme, indleder nummeret over en bund af simple synthtoner. Skæringen udarter sig herefter til en duet mellem Rebekkamaria og forsanger Thobias Kippenberger, der i bedste ballademodus trækker mantraet i langdrag i hvert deres toneleje. På instrumentalsiden holdes udtrykket oppe af guitarist Morten Amstrups syntetisk klare melodispil. Sangens sødladne kærlighedstema erstattes lykkeligvis af en hårdere instrumental kulmination, som demonstrerer gruppens udmærkede evner for tight sammenspil. Især i det afsluttende solostykke, hvor en gnistrende guitareffekt løfter nummeret mærkværdigt og åbenbarer et særpræg af andet end kedsommelig shake’n’bake indierock.
Kort derefter bryder titelnummeret frem med overraskende meloditæft. En aggressivt brusende guitar og et stikkende riff fra tangenterne former sammen demoens klart bedste moment. Et indædt biljagt-tema med et passende tempo for Kippenbergers vokal, der ellers trætter ørerne med de langstrakte fraseringer i eksempelvis “Frantically Buzzing”. Et nummer, hvor det klagende melankolske element bringer melodien i knæ. Godt nok fungerer dynamikken; det trægt rockende bliver langsomt til en art distortion-symfoni – men det er, som om disse virkemidler intet har at formidle. Recepten er allerede blevet forudsigelig, og indholdet flagrer i vinden uden for nysgerrighedens rækkevidde.
I sidste ende er det altså “Threesome (of 1)”, der skal afgøre vægtskålenes fald, men den viser desværre ingen nye sider af Karthage. Her er tale om en stort anlagt rockballade, hvor klaver og guitartoner skiftes til at fremføre musikalsk ligegyldighed. Sandelig om ikke også denne skæring ender i et pompøst orgie, der egentlig er imponerende fremført og sammensat, men alligevel ikke formår andet end at skrue op under den samme kedel. En kedel, der lystigt fløjter, men ender i damp og overkammende toner.
Bandets navn er utvivlsomt er hentet fra oldtidens tapre bystat, Kartago, der under ledelse af den grusomme elefanthærfører Hannibal udfordrede mægtige Rom i kampen om herredømmet i datidens verdensbillede. Som mange andre ærefulde kulturer led Kartago dog et storslået nederlag, ikke mindst ved selve byens dramatiske fald. Spørgsmålet er, om det unge band har gennemtænkt denne histories symbolik, da de valgte deres navn. Indtil videre kan man sige, at bandet virkelig gør et hæderligt og stort anlagt stormløb mod herredømmet i musikkens verden, og det bliver uden tvivl interessant at følge deres fremfærd i de kommende år.
Karthage forbliver altså indtil videre en knap så eksotisk blomst, der stadig kun har udfoldet få blade af musikalsk idérigdom. Gruppen har helt klart godt styr på produktionen, teknikken og teorien – men kun tillagt en større variation og dybde vil musikken for alvor brænde sig fast.
Der er åbenlyst et stort potentiale i de mere støjende uptempo-passager, hvorfra bandet fordelagtigt kan gøre afsæt til deres fremtidige projekter og udforske, hvad der måtte være tilbage af rockens gennemtærskede landskab, eller bedre endnu, finde et vedkommende element at tilføje Karthages lyd i deres eget indre.
