Siden Logh i 1998, efter tre år som uformeligt hobbyband, officielt begyndte karrieren, har de, med denne deres tredje plade, beriget alverdens musikinteresserede med tre uforlignelige værker. Da debuten, Everytime a Bell Rings an Angel Gets His Wings, i 2002 fandt vej til kritikerne, var der ingen tvivl om disse svenskeres aldeles enestående kvaliteter og neddyssede, men stærkt determinerede potentiale. Siden denne udgivelse har bandet spillet over 200 koncerter, og det er måske denne medfølgende evne for sammenspil, der har fået bandet til at prøve et koncept ved indspilningen af A Sunset Panorama.
De har således øvet intensivt i et halvt år for at kunne indspille albummet på kun 10 timer i Stockholms Studio Gröndahl. Hele sessionen blev filmet af fem kameraer, og cd’en ledsages derfor af en dvd, hvorpå albummets endelige sange udføres live. Oplevelsen tilbydes i 5.1 surround, hvilket skulle give fornemmelsen af selv at være til stede midt i rummet. Det er dog ikke, fordi der sker så meget spændende. Musikerne er forståeligt nok koncentrerede, men synet af de sortklædte helte i det kliniske studie er alligevel flot og en glimrende kanal til at præsentere det vigtigste: musikken.
Loghs nordiske lofi er karakteriseret af mange rene guitartoner, der tager sig ud som detaljerigt, melodisk filigran. Lyden har derudover tre andre elementer. En bas, der mere anonymt bevæger sig rundt i dynamikken, men altid som rytmikkens stenpille og indikator. Trommerne, som yderst taktfast fremviser en imponerende vifte af ind- og udfald, hvirvler om marchskridt, elegant supplerende de to guitarers duet. Sidste bestanddel er komponist og sangskriver Mathias Fribergs uundværlige vokal. En accentuerende, men ganske accentløs sang eller tale, der bølger i musikken på en måde, undertegnede ikke hidtil har oplevet.
Meget af spilletiden får den basale rockinstrumentering, lejlighedsvist ledsaget af glockenspiel, klaver og casio keys, dog lov til at tale sit eget vægtige sprog. Tilsætningen af sang og ord er nøje afstemt, og de tankerum, der indtræffer mellem vokalens kommen og forsvinden, er et af de momenter, som gør Logh til noget helt specielt.
Det kan forekomme ensformigt og gråtonet, at numrene er gjort af samme melodiske grundstof – for slet ikke at tale om den effektløse guitarlyd. De ligner hinanden, ikke mindst takket være det ubevægelige og afsondrede toneleje i Mattias Fribergs klare stemme. Det er dog et indtryk, der fordufter ved nærmere bekendtskab. I virkeligheden holder man skydækkede stjernebilleder for øjnene – ørene. For selv om den enstonige tendens især på A Sunset Panorama har fået et faretruende overtag i bandets livsværk, afdækker sangene sig med tiden som de blomster, der snart finder vej gennem den smeltende sne. Måske er de snarere passager gennem den samme fortælling, den samme tilstand, men musikken bliver derfor hverken decifrérbar eller forrakket, men som enstonige snefnug i den samme forunderlige, smukke og kompromisløse storm.
Af højdepunkter i denne indsnigende og berusende udsigt, som A Sunset Panorama virkelig er, skal “Trace Back the Particle Track” og “Ahabian” nævnes for hver deres stærke kvaliteter. Førstnævnte begynder med et karakteristisk facetteret guitartema, der afløses af en stampende trommebunds afsæt til en mur af alle instrumenters samklang, hvorefter Fribergs sang gentager temaet og smyger ordene omkring samme figur fra strengene. Da sker der noget højst atypisk. Musikken standser for straks at blive samlet op af bas og guitars rytmisk fantastiske symfoni. Melodien har nærmest østeuropæisk afstamning, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan en dirigent med mekanisk-organisk virtuositet instruerer disse svenske avantgardistiske spadesvingere. En fortryllende tonebro leder derefter sangen tilbage til temaet og direkte i lytterens hjerte.
Albummet fortsætter med “Ahabian”, der er en afdæmpet og bevægende affære. En disciplin, som Logh ligeledes mestrer til fulde. Her indtages man især af et til tider atonalt, men spøgelsesagtigt yndigt klaverspil mod nummerets slutning.
I sammenligning med sine forgængere er denne treer ganske rigtigt en panoramisk udsigt til en nedgående sol. Den afklarede melankoli forbliver det bjergtagende drive i Loghs musik. Hvor Everytime a Bell Rings an Angel Gets His Wings havde en snehvid rumlighed og en sfærisk humørsyge, er A Sunset Panorama eventyrets ydmyge forklarelse og foreløbige ende. Hvor The Raging Sun var aggressiv og gravalvorlig samt en dyster mission i verdenshistorisk tilbageblik, er A Sunset Panorama et skridt ud af mørket og ind i en glødende solnedgang. En undergang og en overgang i samme transformation.
Det endelige indtryk af albummets gestus er en stemningsmættet, men samtidigt fuldstændigt afklaret resignation. Melodiernes mål er sat uden for sammenligning og konkurrence, hvilket gør det svært at bedømme musikken, om end sætte ord til den. Logh består kun i kraft af sig selv og behøver intet andet for at berettige sin eksistens.
