»I was a lonely punk kid / I sang you songs with a lump in my throat.« Sådan sender Communiqué på nummeret Black Curses giftige pile tilbage i tiden – til dengang de hed American Steel og var et punkband med stort P. Communiqué er nemlig noget så usædvanligt som et eks-punkband, der har lagt stilen om for at sigte efter indiepop, keyboards og velklingende vokaler.
American Steel blev dannet i 1995 i Oakland, Californien, af Rory Henderson (sang, guitar), Ryan Massey (guitar, sang), John Peck (bas) og Jamie Kissinger (trommer) og eksisterede i daværende form indtil 2002, da bandets medlemmer begyndte at prøve sig frem med nye inspirationer og en ny lyd. Bandet syntes, at deres eksperimenter var vellykkede og indså hurtigt, at lyden nu var så anderledes, at de måtte gendanne bandet i ny form (dog med samme medlemmer) under navnet Communiqué.
Ud af dette kom EP’en A Crescent Honeymoon året efter. Snart blev der brug for en fast keyboardspiller til at sætte lyd på bandets forkærlighed for synthpop, og her kom femte og sidste medlem, Cory Gowan, ind i billedet. Det er denne konstellation, der nu har udgivet debutalbummet Poison Arrows.
Communiqués musik er en blanding af flere elementer: god gammeldags 90’er-pop, meget nutidige tromme- og guitarspor, der spænder mellem Interpol og Franz Ferdinand samt keyboards en masse. Der er både lige-ud-ad-landevejen-popsange (“Evaporate”, “Ouija Me”, “My Bay”) og danseglæde at byde på (førstesinglen “Perfect Weapon” og den synth-bårne “Dagger Vision”), samt ikke utraditionelt en afslutning, der består af pladens eneste længselsfulde, men noget ligegyldige, (rock)ballade “Rattling Bones”.
Numrene på Poison Arrows er tæt opbyggede, og hvert nummer er timet og tilrettelagt. Der er ingen tilfældigheder, og alle de elementer, som Communiqué vil have med (Interpol-guitaren, keyboard-temaet) er placeret stramt efter hinanden, så det hele kommer med og hvert minut udnyttes. Desuden er pladen grundigt og godt produceret af Mark Keaton.
Det, som Communiqué er sluppet allerbedst fra på deres albumdebut er den vokalstærke intro og første vers af “Black Curses”, der lyder lidt som Scissor Sisters, og “The Best Lies”‘ første vers, der åbner pladen med et frisk og festligt pust af god energi. Men begge numre har det til fælles, at de “flader ud” i omkvædene, der meget typisk for Communiqué sagtens kan være iørefaldende, men desværre også ofte er uinteressante.
Poison Arrows er et velproduceret sammenkog af en håndfuld af bandets yndlingstendenser og -virkemidler fra den moderne, retrorock-interesserede indiescene, og er ingen dårlig plade. Bandet kan det, de skal kunne, sangerne har dejlige stemmer, lyden er ikke uden charme; alt er tilpasset, behagelystent og harmløst.
“The Best Lies” vil få mig til at synge med, og “Perfect Weapon” vil få mig på dansegulvet, og derfor er det svært at have noget imod Communiqué. Men når alt kommer til alt, gør bandet ikke noget for at sætte sig ud over det gængse. Resultatet bliver, at pladen er fin som baggrundsmusik til fest en sommeraften; sangene går mest af alt ind ad det ene øre og ud ad det andet, efterlader søde små fodtrin og god stemning, men forsvinder så ud i det blå.
