Der er sket noget siden sidst. Man kan fornemme det allerede i dét overraskende sekund, da de nøgne klaverakkorder skubber gang i den indledende “Race You”, en nedbarberet, indfølt ballade – langt fra de forventninger, man sidder med til Skeleton, andet album fra den danske kvartet Figurines.
For hvor debutalbummet Shake a Mountain fra 2003 på overbevisende facon præsenterede lytteren for hurtig, pågående og stilsikker indierock, er det nye album på flere måder et skridt væk fra debutens enkle og skarptskårne formel. På debuten koncentrerede bandet sig med tydelig inspiration fra klassiske, alternative amerikansk rocknavne som Pavement, Modest Mouse og ikke mindst Built to Spill om at definere og manifestere sin egen lyd, og nu bevæger gruppen sig så med Skeleton for alvor ud på det dybe vand.
Ikke at der ikke stadig er plads til Shake a Mountain-lignende, hurtige og berusende to-et-halvt-minutters knaldperler med plads til kompositoriske overraskelser. Det demonstrer den bob hund’ske “All Night”, “Ambush”, singlen “The Wonder”, og ikke mindst “Continuous Songs” med sine finurlige stilskift undervejs på udmærket vis.
Men det er i kraft af sine musikalske skæverter og nye tiltag, at Skeleton for alvor træder i karakter og peger fremad for Figurines. Førnævnte “Race You” slår på flere niveauer tonen an, og følges tematisk op af den naive og sjaskhamrende charmerende, banjodrevne “Someone to Love” – et oplagt hit i en mere retfærdig verden. Indfølt og nedbarberet er det også i næstsidste skæring, “Back in the Day”, hvor Figurines med akustisk guitar, spinkel vokalføring og understøttende korarbejde kærligt låner fra Neil Young anno After the Gold Rush uden på nogen måde at give køb på egen integritet.
Allerbedst bliver det på albummets tre bud på en klassisk poprock-sang. På “Silver Ponds” kombineres en let vemodig, tilbageskuende tekst om tabt ungdom – »we’re not going back for long« – med en velsiddende melodi med iørefaldende resultat til følge. Og i den afsluttende “Release Me on the Floor” rundes der over knap 6 minutter udsøgt af med et indbydende, luftigt arrangement, der takker af i et klimaks af rullende guitarer. Albummet absolutte stjernestund er dog den på én gang ligefremme og sofistikerede ballade “Rivalry”, der med en flertydig, småmelankolsk tekst, stilsikre og udsøgte harmonier kombineret med en episk komposition og en bevidsthedsudvidende, flerstemmig korafslutning sidder lige i skabet.
Skeleton er med andre ord en mangesidet sag med et mørkere, skævere, mere slingrende og sammensat udtryk end Shake a Mountain, og Skeleton kræver nysgerrighed, koncentration og velvilje fra sin lytter. Gruppen kunne med sine nye, musikalske landvindinger in mente med fordel have skåret et par skæringer bort som f.eks. den lidt for simpelt buldrende “Fiery Affair”. Det ændrer imidlertid ikke ved et overordnet glimrende indtryk: I endnu højere grad end sin forgænger er kernen af albummet en alsidig samling slidstærke melodier, der i den grad understreger Figurines’ kvaliteter og position som et af tidens allermest interessante danske rocknavne.
