Nogle gange skal der ikke så meget til. En lystigt fløjtende fugl på en gyngende gren. En varm kop kaffe og en blændende solstråle. En rask cykeltur på tværs af byen med vinden i ryggen. Eller en plade, der insisterer på at servere simpelt imødekommende og ligefremme sange, man ikke kan få ud af hovedet igen. Og sidstnævnte fornøjelse er der flere gode eksempler på, hvis man gør sig selv den tjeneste at lægge ører til den iørefaldende debutskive fra det danske enmandsband Gravy.
Bag bandnavnet Gravy står Nikolaj Grummesgård, der, selv om hans navn muligvis ikke vækker den store genklang hos de brede masser, har en alsidig musikalsk baggrund hos henholdsvis garagerockerne The Defectors og psychobillybandet Godless Wicked Creeps. Det er dog ikke umiddelbart til at høre, for på Gravy kommer inspirationen andre steder fra.
Det roligt slentrende åbningsnummer “Meltdown” med skæve harmonier og henkastet melodifornemmelse kunne – ligesom den ligefremme “Ocean and Sun” – uden store problemer have indgået som en del af f.eks. Built to Spills seneste opus, Ancient Melodies of the Future – uden at falde igennem, vel at mærke.
Mere stenet bliver det på den sært drømmende “Do I Feel Free” og den småpsykedeliske “Shine on Us”, der med sine underligt distancerede vokaler, udknaldede synths og svævende guitar lyder, som det føles at blive fanget i en blændende varm solstråle. Der går sågar regulær countryrock i den på den søde, men dog lidt tyndbenede sommerhymne “Bored and Lazy”.
Det, der først og fremmest gør, at Gravy hænger så godt sammen, som den gør, er den gennemført sikre og slidstærke melodifornemmelse, der præger skæringer som “Behind My Walls” og den berusende førstesingle “That Girl”. Der er ingen slinger i valsen, hvad angår det kompositoriske håndværk, og overordnet set må man sige, at ingen af numrene for alvor falder igennem.
Desværre matcher Nikolaj Grummesgårds vokal ikke hans ferme sangskriveregenskaber. For hvor han som sangskriver virker sikker og overskudsagtig, så er han lige omvendt som sanger: lidt anonym med en tynd stemme uden pondus. I et nummer som “Can’t You See” kan man bogstaveligt talt høre ham ramme loftet for sin formåen i det ellers fine omkvæd. Og det er ærgerligt, når den musikalske substans er så god, som den er.
Ovennævnte skal dog ikke overskygge, at Gravy som helhed er en indbydende og løfterig oplevelse, der sagtens kunne gå hen og blive en af undertegnedes musikalske venner denne sommer.
Og så må I i øvrigt kalde mig Mads, hvis “That Girl” ikke bliver et landsdækkende (Barometer)hit!
