Generelt set er det lidt af et “hvorfor?”, man sidder tilbage med, når Americana Bebop har forladt æteren. Hvad vil The Great Shakes med deres sange? Er det en forløber, en smagsprøve, et mellemmåltid?
Det er meget muligt, at man sagtens kan udgive fem numre, hvoraf de tre er nyfortolkninger, og få folk til at falde på røven, men der skal ikke være meget ukrudt i bedet, før det bliver en ringe høst, og desværre formår The Great Shakes ikke at få optimalt udbytte af afgrøderne.
Der er knald på, ingen tvivl om det, og den indre punkhund bliver da også vækket til live igen. Men det er, som om The Great Shakes ikke har opdaget, at de er kommet ud af øvelokalet. Sangene på Americana Bebop holder sig stadig i hjulsporet på den amerikanske garagebølge, der måske stadig er hip, men hypen har lagt sig, og det interessante og fornyende tilfører The Great Shakes desværre ikke. Heller ikke selv om de forsøger sig med reggae kombineret med punk i på Oh No, Not Me, hvilket ikke falder heldigt ud – overhovedet!
Åbningsnummeret fremføres hæderligt, en smule vredt, men absolut med guitarflader i lag, der fortjener et lille ryk i skyggen på kasketten. Energisk og iørefaldende på samme tid, tilført ungdommelig vrede i omkvædet.
Sex og politik præger tekstuniverset med lige dele obskure fantasier og afstandtagen til hjemlandets kultur og muligheder.
Forsangeren Darren er ikke i besiddelse af klodens mest iørefaldende stemme, men den er ganske passende til genren, idet den fint går i tråd med de Joe Strummer-kloner, man har hørt de senere år.
Deler man EP’en op, er de første to numre nye, mens de tre øvrige er nyindspilninger fra EP’en In the Ballroom. Igen må man spørge hvorfor? Enten er The Great Shakes ufatteligt glade for de numre, eller også synes de, at de trænger til en ny gang storvask. Men det er kun gule ærter, der smager bedre dagen efter…
Retfærdigvis skal det tilføjes, at et nummer som Riot er et ganske fint forsøg på en rocksang med beskidt guitar og en dyb hypnose-bas. Nummeret går ikke sine egne veje og følger på sin vis forbillederne, men vreden er fint nedtonet, og de musikalske bindemidler fungerer godt.
Men de sidste to nyfortolkninger drukner i ungdomsoprør, vrede og tempo, der mudrer så meget, at man ikke får noget ud af hverken instrumenteringen eller sangen. Det er en skam, når man kun har fem valgmuligheder.
The Great Shakes har udgivet tre EP’er. Det burde være tid til en “rigtig” udgivelse, hvor der for alvor tages fat om strukturen og den musikalske retning, bandet beslutter sig for. Efter et par udskiftninger inden for de sidste par år burde der være ro i geledderne til sangskrivning med kompas og tankevirksomhed.
