Lyden dukker langsomt op ud af ingenting: Dæmpede guitarklange og bløde klavertoner danner underlægning for en lys, fin kvindestemme, der antydningsvis strejfer en nasal lyd, men ellers befinder sig fremragende i det halvhøje leje. Det følgende er ingen devaluering af Rikke Garfields vokal, men den ligner – eksempelvis i åbningsnummeret – i høj grad Stina Nordenstams nøgne, pletvist lillepigede vokal. Men den er ikke nær så kølig som svenskerens – ja, faktisk er Garfield mest indtagende, når hendes stemme er munter og lun.
Og det er den en hel del af tiden. Måske fordi den anden halvdel af duoen, Ste Rasch, samtidig er hendes kæreste. Ud over de to har en god håndfuld hjælpere, heriblandt Moogie Johnson, været med på større eller mindre dele af pladen.
Gæsteoptrædenerne afleder dog sjældent opmærksomheden fra Garfields stemme, for det er den, der er omdrejningspunktet på Ace of Hearts. Lytteren får synkebevægelser og vejrtrækninger med i købet, og det giver en intimitet, som måske er nok er hørt hos andre kunstnere, men som ikke desto mindre fungerer, fordi den virker ærlig frem for at være et producer-fif. Samtidig har Garfields stemme også gode betingelser i et hovedsageligt afdæmpet, diset lydlandskab.
Vokalens nøgenhed kommer imidlertid til at stå lidt i vejen, når bandet med “Unpredictable, Illogical” forsøger at tilføje lidt storladenhed via strygere. Ikke fordi hun synger dårligt på nummeret, men man er som lytter blevet så vant til at have hende helt tæt ind til øret – og til at man selv må gøre arbejdet med at få følelserne ind under huden – at det føles lige lovligt voldsomt at skulle få små-sukrede strygere til at passe ind i et lydunivers, der ellers ofte drejer sig om antydningens kunst.
Rikke Garfields stemme klarer sig også ganske glimrende i vokalharmonierne med den faste Green Pitch-hjælper Kristian Finne Kristensen. Hendes stemme, der følelsesmæssigt spænder overraskende vidt, passer fint sammen med hans afdæmpede, svagt døsige vokal. Især i omkvædet til den kærlige “Midnight” – der i øvrigt viser, hvor gode og enkle popsange Green Pitch skriver – rammer de to vokaler hinanden på smukkeste vis, når tonerækkerne går opad.
“Midnight” er også ganske betegnende for tekstuniverset på Ace of Hearts. Det handler ikke overraskende om kærlighed, og “Midnight” er en af de optimistiske tekster: »I think it’s safe to say / I’ll watch his chest hair turning gray […] love’s not overrated, not this time / it’s a magnetic field switched on somehow.«
Det er ikke umådeligt stor poesi, men den positive udstråling af, at kærligheden nok skal holde, er meget betegnende for pladens udtryk. Man skal ikke forvente at blive strøget mod hårene.
Af samme grund – at pladen sjældent kratter særligt hårdt med sine halvakustiske lydlandskaber, der kun sjældent (men til gengæld effektfuldt) bliver pustet i nakken af små støjflader – er det fint, at Green Pitch har valgt at være kortfattede og ikke bevæger sig over 35 minutter. Alligevel kunne pladen faktisk godt have tålt at blive lidt kortere, idet numrene er så ens i deres lyd og udformning, at et nummer som det godt ét minut lange nummer “Slow Down” kommer til at virke som en unødig reprise af andre af pladens senere numre.
Pladens yderst homogene udtryk lader til langt hen ad vejen at skyldes Morten Bues arbejde som producer. Han har, ligesom tilfældet har været med f.eks. Plutos to plader, formået at skabe og fastholde en afdæmpet klangverden. Det handler ikke om kraft og attituder, men er subtil musik, der udmærker sig ved de mange små detaljer, som Bue er så god til at give plads i lydbilledet.
Selv om det homogene helhedsindtryk er en udmærket ting, er det yderst forfriskende, at “Reverse” viser en helt anden kurs: Guitarerne kommer op i tempo og støjer lidt, og trommerne kigger for noget nær eneste gang frem for at give lidt power. Denne mere eksplicit dream pop-influerede stil, hvor der bliver skruet bare lidt op for tempoet, kunne meget vel være noget, Green Pitch skulle dyrke mere fremover.
Variation er til dels en mangelvare på Ace of Hearts, og derfor kunne det også være interessant at prøve at høre Rasch, Garfield og deres medmusikanter vove sig ud på den anden side af 4-minutters-mærket – derud hvor der kan dvæles mere ved tingene, og hvor man ikke kan løse det hele med en lille perlende melodi.
Men alt dét er noget, vi forhåbentlig får på næste plade. Indtil da er det værd at rose Ace of Hearts for at være en konsistent debutplade med en flok særdeles fine melodier, der bliver siddende i lytterens hoved. Og det er da en udmærket start.
