I de mere end 20 år, der er gået, siden 16 Horsepower senest var forbi Danmark – og for den sags skyld været på tour i det hele taget – er myten om det gotiske countryband centreret omkring den højintense og dybt religiøse David Eugene Edwards kun taget til. At efterspørgslen på denne aftens koncert har været kolossal, vidnede et allerede i januar udsolgt Amager Bio i hvert fald om. Koncerten var annonceret til at begynde præcis kl. 20.00, men lidt forsinkelse var der dog. Man stod med sin milde OCD og håbede på, at de så i det mindste ville begynde 16 minutter over, men præcis klokken 20:16 kom ikke bandet, men derimod en roadie, trissende ind fra siden og begyndte roligt at stemme guitarer. Det kunne han måske godt have gjort lidt før, men pyt. Nu havde de af os, der ikke fik fanget dem i første omgang, alligevel ventet lidt tid. Og 10 minutter senere kunne vi så komme i gang.
Flankeret af sin klassiske opsætning bestående af Jean-Yves Tola og Pascal Humbert samt Chuck French, der også assisterer Edwards i Woven Hand, skridtede aftenens hovedperson iført en formidabel cowboyhat og tilsvarende støvler uden videre dikkedarer ind på scenen på Amager, hvorefter han satte sig til rette på en taburet – og dér blev han sådan set det meste af koncerten. Bandet lagde fra land med en formidabeln én-to-kombination i form af “I Seen What I Saw” og “Haw”; begge fra bandets første plade, Sackcloth ’n’ Ashes. Debuten, der roligt kan betegnes som en klassiker inden for en genre, bandet vel næsten selv har defineret, udgjorde også kernen af sætlisten til koncerten. En sætliste, der måske ramte en anelse stilstand eller nærmere ensformighed på et tidspunkt undervejs, men som generelt set var virkeligt stærk.
Edwards, der vanen tro havde et godt arsenal af strengeinstrumenter såvel som den concertina, der er central i eksempelvis et nummer som den pumpende “American Wheeze”, var naturligvis i fokus på scenen, men resten af kvartetten havde ikke svært ved at tiltrække sig opmærksomhed. Især den svært medrivende Pascal Humbert foldede sig på bas i både oprejst og horisontal variant på en måde, der gjorde det klart, hvor komplekse nogle af basgangene på numrene egentlig var og er. Han er en alsidig type, der med jævne mellemrum havde overskud til at mime udtryksfuldt med på sangene, og han havde det åbenlyst morsomt, mens han med lethed flettede sine basgange ind i Tolas grooves, om de så var valsende, diabolsk tunge eller florlette. Den lidt yngre French bidrog også med en sammenbidt spændstighed, glimrende backingvokal, når det skulle til, samt den særlige evne at kunne se virkeligt sej ud, mens man ryster med et par rytmeæg. Det er virkelig ikke alle forundt. Og hvad angår vokalen, så virkede det som om, at Edwards måske havde en snert af noget med halsen, eller måske er han bare blevet ældre. Det tidligere lettere maniske leje på nogle af numrene var i hvert fald i højere grad erstattet af en Scott Walker-agtig varme, men fremragende sang han ikke desto mindre.
Han kan endnu, kvækeren
Der var selvfølgelig store mængder af gammeltestamentlige svovldunster over teksternes indhold, og som backdrops havde man et passende diasshow af alle præriens dyr, træstammer og hestesko, så man fik med lidt anstrengelse kunne få sig det rette schwung af Appalacherne. Det var dog nok ikke dér, at der var blevet brugt flest ressourcer – som påpeget af en ven, lignede det lidt en gammel screensaver. Men grafiske begrænsninger til side så var det en strålende koncert, på trods af det til tider lidt ensporede lydbillede. »Han kan endnu, kvækeren,« overhørte jeg en koncertgænger sige med reference til den dybt religiøse Edwards, og det må man vitterligt sige, at han kan. Snart bruste han, så blæste han, så hylede han, så hvæsede han akkompagneret af den imponerende række af instrumenter, der alle blev håndteret med erfaren ekvilibrisme af den 58-årige coloradaner, der var mere medicinmand end mørkemand.
Især det, man vel kan betegne som bandets største “hit”, den banjo og kontrabas-tunge sydstatsgospel-banger “Black Soul Choir”, fik fyret op under den stop-proppede sal, mens “Heel On The Shovel” med dets damplokomotivs-groove havde en voldsom tyngde, der virkede uovertruffent i Amager Bio, som heldigvis bød på en ekstraordinært god lyd, næsten uanset hvor i salen man bevægede sig hen.
Slutningen af det ordinære sæt, der som nævnt var præget af hele ni sange fra Sackcloth ’n’ Ashes, blev præget af monstrøse udgaver af “Harm’s Way” fra netop denne plade samt en helt forrygende “Clogger” fra bandets (til dato) næstsidste album, Secret South. På dette tidspunkt var både bandet – trods en Edwards, der stadig var i siddende position – blevet pisket op i den glødende tilstand, man i rigt mål også kan opleve på deres fremragende liveplade Hoarse. Det smittede også af på et publikum, der fra begyndelsen af koncerten havde været entusiastiske, men nu var nærmest hypnotiserede af gudstjenesten på scenen.
Bandet kom efter en kort pause ud til tre ekstranumre, der bestod af først aftenens to eneste sange fra bandets seneste (og måske sidste) plade, Folklore, nemlig “Hutterite Mile” og en vævende smuk “Blessed Persistance”, inden himlens porte (lidt corny måske) åbnede sig på lærredet bag bandet til den afsluttende “For Heavens Sake”. Lidt over halvanden times vækkelsesseance var det blevet til, og selvom der næppe var mange i den jævnt midaldrende sal, der behøvede omvendelse, så var der heller ikke videre grund til at forsage bandet, der efter 20 år i hi fik demonstreret, at den gloende intensitet i den grad stadig er intakt.
Alle fotos: Daniel Nielsen
