Singlr

Fredagssinglr: REXEN – My Heart

Skrevet af Dastan Marouf

Med hjælp fra et barndomsidol og en dansk rockmusiker er Michael Rexen tilbage med et folkpoppet nummer, som handler om at have et slidt hjerte og om at føle sig fri.

Det er langt fra alle, der får lov til at slå de kunstneriske pjalter sammen med en af deres helte fra teenagealderen. Men det er det, der er sket på ”My Heart”.

På sin nye single har Michael Rexen, der går under kunstnernavnet REXEN, fået mixing-hjælp fra britiske sangskriver og producer John Parish, der nok er mest kendt for sit samarbejde med PJ Harvey, men som Michael Rexen blev fascineret af gennem den musik, Parish lavede med indierockbandet Sparklehorse.

Det er dog ikke, fordi man skal forvente episk punk som på PJ Harvey-kollaborationen ”Black Hearted Love” eller slowcore som på Sparklehorse-nummeret ”It’s a Wonderful Life”. I stedet synes ”My Heart” at kombinere lige dele kammerpop og folk i en både skarpt skåret og behagelig blanding, hvilket nok i lige så høj grad er takket være produktionen af Silas Tinglef (Howl Baby Howl, Trentemøller, Kira Skov).

Hvad der i mine ører lyder som en viola, dukker op his og her, mens en dæmpet elektronisk og akustisk guitar ligger i baggrunden. Michael Rexen synger med en luftig vokal og den samme rolige melankoli som fra hans tidligere album Tending to The Vulnerable Things. ”My Heart” handler om at have et hjerte, der har fået tæsk. Om at bære på en sjæl, der er tung. Og om at ønske, at de slags byrder kunne blive lettet en gang imellem. Eller som han selv siger det i en pressemeddelelse:  »Vi prøver altid at tæmme hjertet med former og forklaringer. Men nogle gange skal det bare have lov at løbe frit.«

Singlen peger frem mod et nyt album, som Michael Rexen udgiver under det nye kunstnernavn, REXEN. Han har tidligere udgivet fire plader, blandt andet under aliaser som M. Rexen og A Key Is A Key.


“My Heart” udgives d. 27. juni via Stunt Records og er første forsmag på REXENs kommende album, som udkommer i 2026.

Leave a Reply