Plader

Wilderness: s.t.

Skrevet af Lars Simonsen

Amerikanske Wilderness er garanter for en god omgang brusende, fængende pop og rock på denne debutplade. Alligevel er det ambivalente følelser, man sidder tilbage med, og det skyldes først og fremmest forsangerens særegne råbende vokal – dén klæder nemlig ikke sangene specielt godt.

At jeg har udviklet et vaskeægte ambivalent forhold til denne selvbetitlede debutskive fra amerikanske Wilderness, skyldes især forsanger James Johnsons vokal. Han synger nemlig på en mildest talt speciel måde. Faktisk råber han snarere. Vi taler ikke om den slags råbende vokal, man ofte støder på i forbindelse med hardcore-bands. Johnsons råbe-vokal er nemlig alt for kontrolleret til at blive sammenlignet med den stilart. Forsangerens måde at fremføre ordene på giver nærmere sangene et sært højtideligt præg frem for et agressivt udtryk. Det er denne højtidelighed, der er endog meget svær at vænne sig til.
Flere gange undervejs ser man på sin indre nethinde snarere en mand, der holder en vigtig tale gennem en megafon, end en fyr i front for et rockband.

Det skal retfærdigvis fremhæves, at netop denne højtidelige råbe-vokal på sin vis fungerer udmærket, når der i en sang som “End of Freedom” synges: »The hand, the fist… / The hand over the fist, the end of all this… / What is in the end of freedom…« Når temaerne derimod kredser om landskabers skønhed og det at lytte til lydene fra dybe skove, virker råberiet malplaceret.
Ellers formår den Baltimore-baserede kvartet at skabe den ene stemningsfulde atmosfære efter den anden. Kaskader af guitarer bygger nummeret op, og ofte ender det med en fængende afslutning med inspiration fra postrock-universet.

De omtalte ambivalente følelser personificerer sig på det nærmeste i skikkelse af sangen “It’s All the Same”. Det insisterende tre-minutters nummer indledes med et fængende trommebeat, inden guitarene træder til og bygger op. Johnsons vokal kommer overrumplende ind i lydbilledet med fornyet energi. Til denne sangs personlighed passer det udmærket med den råbende sangart, men nok en gang sniger ambivalensen sig ind. Lytter man til ordene, bliver oplevelsen nemlig alligevel en anelse anstrengende: »As I have said before and I will say again / as you know we are the wilderness band / O yes we are, and as we are to you, it’s all the same in the name.« Den dybere mening med linjerne flagrer en smule, men den selvhøjtidelige præsentation af bandet virker temmelig kikset.

Wilderness er uden tvivl bedst og mest interessant, når James Johnsons hårdt prøvede stemmebånd tager et hvil, og instrumenterne i stedet udfylder det soniske vildnis-landskab. Eksempelvis bygges der en sfærisk og herligt kriblende instrumental stemning op i de første knap to minutter af “Post Plethoric Rhetoric”, og derfor er det svært ikke at ærgre sig, når vokalen på ny stjæler rampelyset med højtidelig råben og linjer som »O computer / computer in your money / money as what there is to see.«

Den konsekvente fastholden af råbe-vokal er i dén grad med til at gøre det til en blandet fornøjelse at lytte til dette debutalbum. Effekten af den særegne vokal bliver den samme, som hvis der stod en person og råbte lige uden for dit soveværelse … du bliver træt af det. Og det er en skam, for Wilderness’ instrumentale bedrifter er her virkelig interessante. Med en anden sangstemme – eller måske endda ingen overhovedet – kunne dette have været et særdeles solidt debutudspil.

★★½☆☆☆

Lyt til “Arkless”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/arkless.mp3]

Leave a Reply