I øjeblikket skylder en bølge af dansksproget rockmusik ind over landet, stærkt promoveret af bl.a. P3, der har gjort en stor indsats for denne nye strømning den sidste tid. Den massive airplay har pustet nyt liv i den danske rockscene, hvor udgivelser på modersmålet har fået en, efter nogens mening, tiltrængt renæssance. Samtidig findes der dog stadig en stor gruppe bands, der til stadighed holder fast i det engelske sprog som referenceramme og placerer sig i den store kategori, der kan betegnes som rockmusik. Et af disse nye navne er Utah, der som en forløber for et kommende album nu serverer ep’en Break the Mould.
Utah er dog ingenlunde et ukendt og spritnyt ensemble. De har eksisteret i omtrent tre år og har bl.a. undervejs i deres karriere vundet andenpladsen i DM i Rock (nu Live Contest), og markeret sig med en andenplads på Det Elektriske Barometer med sangen “Crash – Burn”. I år har bandet været på en længere turne i USA, hvilket resulterede i positive kontakter til flere forskellige markante pladeselskaber. At Utah har formået at skabe opmærksomhed, kommer nu ikke som en overraskelse, hvis man skal dømme efter denne ep-udgivelse.
Musikalsk befinder Utah sig i den vidtfavnende genre “alternativ, melankolsk rock” og veksler mellem stille passager og mere tætte forløb, hvor forvrængningen afløser den tidligere tysthed. Kort fortalt en klassisk vekslen mellem det mere afdæmpede vers og det kraftfulde omkvæd. At kalde Utah for et alternativt band er dog måske at tage munden for fuld. Bandet er på denne udgivelse ikke udpræget eksperimenterende, men holder sig mere til en regelret rock-skabelon, hvilket bestemt ikke er noget kritikpunkt, da Utah stadig formår at skabe seks meget afvekslende sange, der alle holder en rimelig høj kvalitet.
Titelsangen er et klassisk rocknummer, der samtidig illustrerer, at forsanger Jesper Boths markante stemme er et bærende element i Utahs lydunivers. Hans kraftfulde vokal virker som et fikspunkt og identifikationselement i bandets musik og medvirker til at skille musikken ud fra mængden. De gode takter fra første nummer fortsætter på albummets næste nummer, “DDA”, der som det eneste nummer har fået hjælp på producersiden fra Superjegs Carsten Valentin. Her introduceres vi for første gang til et af bandets kendetegn, nemlig vekselvirkningen mellem stille passager og mere støjende afdelinger. Kombinationen lykkes ganske godt i dette tilfælde, og nummeret vækker associationer til Kashmir omkring The Good Life.
“Peace of Mind” er mere afdæmpet, og den akustiske guitar tager førersædet, men nummeret befinder sig stilmæssigt stadig i en traditionel rock-kontekst. Igen er vokalen et bærende element.
Mere afveksling opleves på “Shoot Them All”, der formmæssigt adskiller sig ved at være domineret af et klaver-tema og en rytmesektion, der har snuset til både country og jazz. Nummeret er dog ganske vellykket og viser, at Utah har evnerne til at lave det afvekslende og lede efter inspiration fra andre elementer og stilarter. Albummet afsluttes af det todelte opus “Come Home part 1 + 2”, hvor der åbnes for legesygen med længere instrumentale passager.
Overordnet set har Utah leveret en solid præstation, hvor niveauet er ganske højt på samtlige numre. Mulighederne for videre succes for bandet burde være udmærkede, hvis bandet kunne få et gennembrud, f.eks. gennem en radio-single; sange som titelnummeret og “DDA” med den stærke vokal i forgrunden har de elementer, der skal til.
En tjans som “ugens uundgåelige” kunne måske være en mulighed. Hvis de fem bagmænd samtidig kan præstere et fuldlængde-album med samme høje standard som denne ep, kan det bestemt ikke afvises, at Utah kunne bryde igennem på den danske musikscene, selv om de dansksprogede solister i øjeblikket løber med en stor del af opmærksomheden.
