For et stykke tid siden faldt jeg over et diskussionsforum på nettet, hvor det blev diskuteret, hvilken musiker der havde den mest behagelige stemme. Flere navne bølgede frem og tilbage i diskussionen, men ét navn kom frem flere gange: Sam Beam. Jeg tror ikke, at diskussionen endte med en kåring, men at dømme efter, hvor tit han blev nævnt, ville han højst sandsynligt ende højt placeret på listen.
Jeg kom til at tænke på denne diskussion, næsten med det samme laserstrålen nåede denne udgivelse, og Sam Beams stemme fyldte lokalet. Han besidder nemlig en helt speciel ro i sin stemmeføring, som uvilkårligt får lytteren til at slappe af og lytte. Hans tidligere udgivne produktioner under navnet Iron and Wine har da også rent musikalsk været meget afdæmpede: en stille udgave af alternativ country og akustisk folkemusik, der meget klart har matchet hans spinkle, men samtidig intense vokal.
Denne gang har den fuldskæggede mand fra Florida indledt et samarbejde med den ligeledes amerikanske gruppe Calexico, der tidligere har bevæget sig rundt i et musikalsk rum, hvor inspirationerne kommer fra country, amerikansk folkemusik, blues og en ikke ubetydelig dosis mexicansk musik smidt i gryden og kogt sammen til en ny hybrid. I en årrække har de to parter kredset omkring muligheden for et samarbejde, og i december 2004 tog Sam Beam syv sange med til Calexicos studie i Tucson, Arizona.
Resultatet er ved første gennemlytning ganske vellykket, og fans af tidligere udgivelser med Iron and Wine vil ikke blive skræmt væk af et fuldstændig nyt lydbillede. Sam Beams karakteristiske melankolske, men samtidig opløftende stemme lægger sig som et naturligt fikspunkt for lytterens opmærksomhed. Han formår på en forunderlig måde at lyde både trist og optimistisk på samme tid, og som lytter er det svært at placere vokalen entydigt i den til tider overrendte melankolske boldgade.
Den akustiske guitar er stadig det dominerende instrument, men den udvidede instrumentering får pladen til at adskille sig fra Iron and Wine-udgivelserne. Medlemmerne af Calexico spreder sig over sangene med percussion og trommer, forskellige slags horn, slide-guitar og forskellige andre instrumenter.
Denne nye indblanding i et allerede etableret udtryk fungerer ganske problemfrit. Sangene kan næsten alle placeres i kategorien for afdæmpede numre, og selv om der er flere instrumenter i spil på samme tid er det stadig en ganske stille plade, hvor der er plads til eftertænksomhed, rolig optræden og stille stunder. Der er dog små overraskelser undervejs. I titelnummeret optræder en spansk operavokal pludselig, hvilket umiddelbart virker malplaceret, men efter nogle gennemlytninger virker det som et naturligt element i sangen. De stærkeste sange er ovennævnte titelnummer samt nummeret “Sixteen Maybe Less”, der handler om en etableret familiefars erindringer om en gammel flamme, der sætter hans nuværende livssituation i relief.
Albummet er kun et mini-album med syv numre og en spilletid på omkring 25 minutter, og efter at have lyttet til albummet nogle gange, melder lysten sig til mere, når sidste sang stopper. Det vides ikke i skrivende stund, om flere udgivelser er planlagt, men det ville være synd, hvis et frugtbart samarbejde skulle stoppe så brat. In the Reins er i hvert fald en glimrende udgivelse, der holder en høj standard hele vejen igennem, og selv om Iron and Wines udgivelser uden indblanding udefra besidder en høj kvalitet, viser denne udgivelse, at venners hjælp bestemt ikke er at kimse ad. Samtidig er det en god plade at gå efteråret i møde med, da den årstidsmæssigt mere hører til de sorte end lyse aftener, hvor det kan være rart at lukke sig inde med en rolig og afslappet stemme på anlægget.
