Hvis Lucie Baines havde været en jazz-trio, havde de måske kaldt sig Osgood/Gisli/Vang. Nu er bandets musik i stedet en fusion af hiphop og jazz, og selv om den formel er ganske velafprøvet både herhjemme og i udlandet, så om ikke redefinerer, så i hvert fald genopliver Lucie Baines denne fine genre.
Det er ikke helt ukendte herrer, som er med i Lucie Baines. Bag trommerne sidder Kresten Osgood, jazztrommeslager og medlem af Ikscheltaschel; Gisli er vokalisten bogstaveligt talt i front med sin rap, og Thomas Vang spiller guitar og bas. De tre virker godt sammenspillede med Osgoods opfindsomme trommer, afslappet eller stram bas fra Vangs hånd og Gislis dygtige rap.
I Gislis engelske vokal er der hverken dansk eller islandsk at spore. Tværtimod har han et rigtig godt flow, og det er nemt at glemme hans ikke-amerikanske rødder. Gisli er tydeligvis en dygtig rapper, men han varierer ikke sin rap så meget. Derfor bliver den ofte for dominerende i al sin ensformighed, og Lucie Baines er mere hiphop end jazz. Sagt på en anden måde, så er det ikke sikkert, at Lucie Baines finder samme publikum, som Thomas Blachmans samarbejde med rapperne Al Agami og Remee gjorde i 90’erne.
Tekstmæssigt er der ikke noget at komme efter. Gislis tekster er god hiphop-poesi om hverdagens problemer og små ting – de to eneste kiksere er den klichéfyldte “White Gold” om kokain, der får lov til at splitte folks tilværelser langsomt ad (hvem sagde Rockers By Choice?), og hymnen “She’s Gonna Live Forever”, som handler om hovedpersonen fra filmen “Lillja4ever” som voksen.
Musikken har et afslappet jazz-feel, virker herligt analog og blød – hvad enten er det i adstadigt tempo i “$ in My Pocket” eller “Life Part 2”, funky som i introen “Lucie Baines” og “The Working Man’s Hustle” eller tung og insisterende som i “Love Under Pressure”.
Men der kunne sagtens gives mere plads til musikken og dermed jazzen på Lucie Baines. Netop Gislis flow flyder over hele albummet, og kun få steder dukker jazzen op som mere end bare bund for Gisli. Og det er synd, for man kan flere steder ligesom fornemme den funky og tilbagelænede jazz under Gislis vokal. Det er bare sjældent, at musikken får lov til at spille en større rolle end backing for hans rap.
Man savner som lytter mere af det, man hører i “Marvin Gaye’s Greatest Hits”, hvor jazz og hiphop ikke bare danser side om side, men også med hinanden, hvilket giver et helt udtryk. Eller flere horn som i det oplagte “The Working Man’s Hustle”, der giver musikken mere liv og tempo. Mere jazz og mindre rap havde gjort debutalbummet fra Lucie Baines til et bedre album. Nu er det bare helt ok.
