Plader

Kendrick Lamar: Damn.

Skrevet af Maja Hirani

Kendrick Lamar er – om muligt – mere spændende end nogensinde på sit nye udspil, Damn.

»I got so many theories and suspicions / I’m diagnosed with real nigga conditions / today is the day I follow my intuition…«

I 2011 dirrede mit 17-årige jeg af uspoleret entusiasme, da jeg anmeldte Kendrick Lamars debut, Section.80. Set i bakspejlet er Section.80 langt fra et toppunkt for Kendrick Lamar. Men et helhjertet, glødende håb gennemstrømmede min oplevelse af pladen, og netop den barnlige begejstring overvandt den rationelle kalkulering af Section.80′s egentlige styrker og svagheder. Section.80 fik seks ud af seks U’er. Det samme gør Damn. i dag, og årsagen er måske ikke meget bedre. Der er intet nyt under solen, men alligevel er det klart, at der er sket uendeligt meget. Håbet er indfriet, men intet er overstået, og alt står stadig åbent: Kendrick Lamar er – om muligt – mere spændende end nogensinde på Damn.

Fire plader efter Section.80 og Kendrick Lamar er nu lovprist af hele verden på et niveau, der alene gør ham til en særlig figur i hiphophistorien. Hans massive kommercielle succes er på den ene side et bevis på, at vi forstår hinanden, og verden kan være okay på den måde – og på den anden side et bevis på, at vi er i dyb konflikt og mangler et eller andet substantielt. Her to uger efter udgivelsen forudsættes det, at du har hørt albummet, hvis du har bare marginal interesse for hiphop og/eller popkultur i bred forstand. Så hvad er det, der gør, at Kendrick Lamar endnu engang rammer så hårdt og så bredt?

På det nye album er Lamar på toppen af verden og på randen af afgrunden. Han er målrettet, selvsikker, men i personlig vildfarelse. Damn. er et skizofrent album, der på alle måder er overvældende gennemført. Detaljegraden grænser det ubegribelige, og Damn. fremstår som en ekstremt sammensat størrelse, der gang på gang efterlader lytteren propmæt og tilfreds, men stadig håbefuldt søgende efter svar. Alt fra Kid Capris fantastisk upassende, dybt tåbelige mixtape-lignende tilråb (»it’s the one and only, the world’s greatest, the Kid Capri!«) til Bono-featuren, Kendrick Lamars umenneskelige stemmeføring og teknik, den konstante dynamik i lydsiden eller de utallige referencer til hiphop, popkultur, politik og religion – alt bidrager til et album, der kan være knudret for hjernen, men befriende kælent for øregangene.

De sidste uger har verden søgt efter Kendrick Lamars mening ved systematisk, analytisk dissektion af Damn. Der er allerede skrevet mange solide anmeldelser, der inkluderer rammende beskrivelser af de musikalske og lyriske perspektiver ved Damn. Alt er godt. Vi har spillet albummet baglæns for skjulte budskaber, set djævlesymbolik ud over det hele, konspireret over betydningen af påsken og hevet både Biblen og Tupac ned fra reolen. Iveren og engagementet gør, at Lamars diskografi nærmest genspejler det religiøse. Det er nysgerrigheden for at komme nærmere et eller andet, sammen med millioner af andre på samme tid, alle søgende efter noget, man kan finde individuel nytte i. Der er ekstremt stor efterspørgsel på mening. Det er afgjort også en sand oplevelse at grave sig ned i albummets substans, men det er ikke strengt nødvendigt, og det er heller ikke albummets indiskutable langtidsholdbarhed, der berettiger succesen lige her og nu.

Når man lytter til Damn. handler det ikke bare om Kendrick Lamars måske/måske-ikke skrantende åndelige og materielle levevis. Det handler i lige så høj grad om lytteren selv og hvordan han eller hun lader sig rive med i dyb forundring. I forundring over, at linjer som »If I gotta slap a pussy ass nigga, Imma make it look sexy / If I gotta go hard on a bitch, Imma make it look sexy« kan lyde så ophøjede; hvordan linjer som »tell me when destruction gonna be my fate / gonna be your fate, gonna be our fate / peace to the world, let it rotate / sex, money, murder, our DNA« føles så iskoldt; hvordan Rihanna aldrig har været sprødere end på “Loyalty.” med ganske primitive linjer som »Bad Girl RiRi now / swerve swerve swerve swerve, deeper now / on your pulse like it’s EDM / gas in the bitch like it’s premium«; eller hvordan Kid Capris usandsynligt dumme bidrag rent faktisk formår at løfte et album på bedste vis. Der er mange uløste gåder på albummet, men mindst lige så meget, der bare fungerer fra første lyt. Det er den uvurderlige dobbeltsidede kvalitet ved Kendrick Lamar, man slet ikke kan komme udenom.

I anmeldelsen af Section.80 skrev jeg, at der var en »… storslået og nærmest majestætisk stemning over foretagendet – mere konkret Kendrick Lamars egen movement, HiiiPower, hvis hovedværdier er »heart, honor & respect««. Med Damn. er vi rykket længere op i rækkerne. Der er ikke nogen »egen movement« mere – men med sange som “Humble.”, “Loyalty.”, “Pride.”, “Fear.”, “Lust.”, “Feel.”, “XXX.”, “Love.” er det høje ambitionsniveau naturligvis fuldstændig intakt. Det er den samme fornemmelse af storhed, jeg oplever på Damn. som på Section.80, men det er langt mere omfattende, inkluderende og alvorligt med Kendrick Lamar i dag. Det er drabeligt seriøse følelser, der er på spil.

Men selvom Kendrick Lamar ikke laver musik for sjov, er Damn. også et humoristisk album. Energien vælter hovedkulds rundt i spændingsfeltet mellem de forløsende banaliteter og den mørke transcenderende kompleksitet. Desuden ligger en af de konstante kvaliteter ved Lamar i, at netop den højtflyvende emnebehandling altid gøres så specifik og vilkårlig som muligt. Knut Hamsun skrev i 1890, at gode kunstnere burde afholde sig fra at skrive typer og i stedet fokusere på mere sjælelige tilstande, der kunne rumme flere »individuelle tilfælde« og dermed bedre indfange det moderne menneskes sindsliv. Kendrick Lamar afholder sig ikke fra noget. Han lykkes med at indfange det hele. Albummets balance imellem de to poler er fuldstændig blændende. På den ene side får vi den brede typetænkning i albummets overordnede samfundsmæssige og kulturelle ambitioner, og på den anden side den hovedrystende specifikke jeg-fortælling, hvor fiktion og fakta indgår i et højst uigennemskueligt netværk. Sidstnævnte eksploderer endeligt på ”Duckworth.”, albummets sidste nummer, hvor Lamar fortæller den bizarre historie om, hvordan Anthony “Top Dawg” (grundlægger af Kendrick Lamars pladeselskab 20 år senere) i et KFC-relateret »chicken incident« er ved at dræbe Lamars far. Av, det er godt.

Damn. er en forenende størrelse – og i højere grad end To Pimp a Butterfly. Jeg kunne lige så godt være fra Compton, hvor »my mama caught me with a strap«, og de kunne lige så godt bo i et super stenet forældrekøb på Østerbro. Selvom den personlige rejse med Damn. er lige så universel smertelig, forvirrende, barsk og alvorlig som den er festlig og sjov, er en væsentlig del af hypen omkring Kendrick Lamar alene det, at han eksplicit vil noget mere med verden, hiphop, sig selv, sine lyttere – og så må vi finde ud af, hvad det er, og hvilket individuelt potentiale, der ligger i det for os. Det er det simple fælles projekt, der er med til at gøre albummet til en sand musikalsk perle.

Jeg har tidligere sammenlignet rappere, der har rystet mig, med Karl Ove Knausgårds Min kamp. Det gør jeg gladeligt igen. For det er netop nogle af de her ganske få mennesker, der lige nu vader rundt og skriver historie, der gør det bedst. Det er hverken indie, niche, alternativt eller et-eller-andet-core. Det er mainstream. Det er verdenslitteratur. Det er bestsellers, hitlister, stribevis af priser, og det bevæger sig nærmest inden for karikerede, tidstypiske tendenser og temaer – og det taler fuldstændig rent til dig i april 2017. Kendrick Lamar er den bedste og den største rapper i dag. Det kan man ikke få armene ned over.

»The better part, the human heart / you love ’em or dissect ’em … «

★★★★★★

Leave a Reply