Den skotske duo Arab Strap har nærmest skabt sig sin helt egen stilart på rockscenen, hvor især Aidan Moffats snøvlede snakkevokal i høj grad har givet gruppen et særkende.
På The Last Romance er der mere gang i den, end jeg normalt forbinder med gruppen. Det slås allerede fast med åbningnummeret “Stink”, hvor det er sammenspillet mellem trommer og guitar, der sammen med Aidan Moffats stemme er det bærende. Det energiske partnerskab mellem guitar og trommer fortsætter i “(If There’s) No Hope for Us”, hvor energien får en tand opad, og det er virkeligt medrivende, når Aidan Moffat spyr ordene ud i takt til musikken.
Arab Straps musik er i højere grad baseret på musikkens stemninger end egentlige melodier med fængende omkvæd. Det betyder også, at flere af numrene får mulighed for at udvikle sig undervejs, selv om de som udgangspunkt er bygget op omkring repetition. På mange måder kan Arab Strap således lyde som et postrock-band, bare med vokal. Et kendetegn for mange af numrene på The Last Romance er, at de er bygget op omkring det rytmiske drive, og i mange numre kan musikken vel næsten kaldes en slags alternativ dansemusik, der dog ligger langt fra, hvad man normalt forbinder med en sammensmeltning af rock og dansegulv. Hvis man hører til dem, der ynder at sætte mærkater på musikken, kunne det kaldes post-disco.
Arab Strap balancerer hele tiden på en knivsæg mellem det organiserede og det totale kaos og slipper af sted med det, fordi de er rigtig gode til det, de laver. Musikken bliver aldrig forudsigelig, hvilket eksempelvis høres på “Don’t Ask Me to Dance”, hvor det hele kører på skinner derudad i et medrivende musikalsk forløb, der pludselig bliver afbrudt af en feedback-lyd, som får nummeret til at stoppe. Netop som Arab Strap spiller en passage, hvor de lyder suverænt tight, får musikken en overraskende brat afslutning – det lyder næsten, som om de to herrer ikke har brudt sig om, at det skulle blive alt for velorganiseret.
Arab Strap er en af den slags grupper, som jeg finder særdeles fascinerende, men som ind imellem også kan virke næsten irriterende ufokuserede. På The Last Romance lyder gruppen dog mere fokuserede og strømlinede, end jeg tidligere har hørt dem, og med en spilletid på 36 minutter når jeg heller ikke at bliver træt af lyden. Det skal dog på ingen måde forstås sådan, at Arab Strap er begyndt at lave velfriseret popmusik.
Ud over at mange af sangene på The Last Romance er glimrende enkeltstående øjeblikke, fremstår albummet som en flot sammenhængende helhed. Det eneste nummer, der ikke rigtig fungerer, er “Chat in Amsterdam, Winter 2003”. Der er tale om et stille nummer med melodika som omdrejningspunkt for Aidan Moffats snakkevokal, hvorefter det bevæger sig over i noget, der lyder som ekstremt langsomt shoegazer – og det er lidt svært at få øje på den store pointe med nummeret.
Det kan jeg til gengæld i “Confessions of a Big Brother”, der er en stille akustisk sang, hvor Aidan Moffat næsten hvisker, hvilket får lytteren til at koncentrere sig endnu mere om musik og ord.
I “Dream Sequence” er det et melankolsk klingende klaver, der slår melodilinjen an, og det fungerer på fremragende vis, at Aidan Moffat “synger” verset, mens klaveret spiller det instrumentale “omkvæd”. Det er med til at gøre nummeret til et af højdepunkterne på albummet.
På det afsluttende nummer “There Is No Ending” bliver Arab Strap næsten helt storladne med trompeter, og det får pladen til at slutte i et næsten overstadigt humør. Og det ligger helt fint i forlængelse af pressemeddelelsens omtale af, at gruppen ofte bliver omtalt som triste, på trods af at de selv mener, de er humoristiske.
The Last Romance er et glimrende album, der ligger fint i forlængelse af tidligere Arab Strap-plader, men samtidig viser, at gruppen har tænkt sig at udvikle sig stille i retning mod at forfine sin egen lyd.
