Det tredje udspil fra Jeff Klein er varieret og fyldigt, og amerikaneren bygger det op omkring sin ru og hæse vokal, som han har holdt ved lige med lige dele whisky og tobak. Stemmen er en af de positive hovedoverskrifter på The Hustler, for Jeff Klein formår via sit tørre udtryk at få visse af sangene til at nærme sig Tom Waits’ bizarre og fremragende evne til at formulere sig – eksempelvis balladen Ironside: “‘Cause we drink until we get sick / ’cause anything feels better than being this / paralyzed”
Mørket er en del af The Hustler, og selv om Klein eksperimenterer med både up-beat rock/pop og små elektroniske overgange, er elementerne i Jeff Kleins univers de stille stunder, lav belysning og tanker trukket op fra melankoliens brønd.
Her står producer Greg Dullis egne meritter fra Afghan Whigs og Twilight Singers godt i tråd med Jeff Kleins intentioner, for Dulli er på hjemmebane, når man har fat i de temaer.
Sangskriveren Klein skriver stærke sange. Nobody’s Favorite Girl, Nearly Motionless og The 19th Hole bevidner, at der er skeletter i Kleins skab, som han er nødt til at overvinde.
Førstnævnte er i øvrigt et fremragende bud på et af de sjældne afslutningsnumre, der bare skal høres igen og igen, for selv om det er sløvt og utydeligt, udtoner Klein de små elektroniske lyde, der på vej ud af højtaleren sætter sig rundt om lytterens hoved som et messende, bedende og dragende evigheds ekko.
Jeff Klein har bebudet en ny og mere pompøs stil på The Hustler, og han forsøger da også at spinde med mange tråde.
Det er den berømte balancegang mellem det traditionelle (f.eks. den semi-akustiske Cobalt Hue) og det mere eksperimenterende, hvor elektroniske lyde og arrangementer kombineres med guitar og bas, så melodier som Pity får karakter af det storladne og stemningsfyldte.
Det er selvfølgelig fint ikke at sætte sig selv i bås, og opmærksomheden bliver måske større, når man tydeliggør de luftforandringer, man har skabt – men det bliver desværre også Jeff Kleins største hæmsko, for kreativiteten stiger ham til hovedet.
Tilrøgede ballader, tør rock, og elektrofoniske popflader på ét og samme album er en farlig cocktail, og hatten af for at fremføre risikovillig kreativitet, men mangfoldigheden flagrer lidt hist og pist.
Helheden mangler, og selv om der er en håndfuld gode sange, tilført Jeff Kleins interessante vokal, er legesygen lidt for markant.
