I Alec Ounsworth har Clap Your Hands Say Yeah en karismatisk og forunderlig frontfigur, men også en sanger med en stemme, som enten betager eller skræmmer. Hans David Byrne møder Thom Yorke og gifter sig med Jeff Mangum-stemme giver numrene et strejf af psykotisk vildskab, men også et unikt udtryk, der indkapsler den raffinerede pop/rock-musik, som CYHSY står for.
Introen “Clap Your Hands” minder mest om noget fra en Tom Waits-udgivelse med cabaret-gøgl og hoppende orgellyde. Men introen er langtfra karakteristisk for den lytteoplevelse, der ligger og venter, for vejen videre går gennem hårde baslinier, guitarriffs og synth, garneret med både legetøjspiano, tamburin og mundharpe.
Tonen er frisk og energisk, men det foregår i et tempo hvor alle kan være med, fint holdt sammen af de to instrumentale intermezzoer “Sunshine and Clouds” og “Blue Turning Away”.
Pladens force er, at der ikke er nogle deciderede dårlige indslag. Melodierne og arrangementerne er stærke og iørefaldende med et drive og en kreativitet, man ikke ser kombineret særlig ofte. Sidste års fremragende Funeral fra Arcade Fire havde samme konstante niveau, men tonen var langt mere mørk og melankolsk end det udtryk, CYHSY leverer.
Første reelle nummer, “Let the Cool Goddess Rust Away”, er en meget fin vejviser for det, der venter forude. En tung basgang og hoppende trommer giver sammen med stramt spillet guitar med korte akkorder og tamburin en både iørefaldende og potent sparring med Alec Ounsworths skingre vokal.
CYHSY varierer deres kompositioner fra det rockede til det poppede, hvor guitaren mildnes, og trommerne peppes lidt i tempoet, samtidig med at synth og orgellyde gør det mindre skævt og kantet som i “Over and Over Again (Lost & Found)” og “In This Home on Ice”.
“The Skin of My Yellow Country Teeth” fortsætter de gode takter, men blander i højere grad pop og rock til en fremragende symbiose af både elektropop, løs hi-hat og bølgende trommer, der brydes af en insisterende basgang og meget høje guitarakkorder. Et overbevisende og sublimt bud på en popsang anno 2005, der ikke kan kategoriseres, men alligevel lyder eminent godt.
CYHSY er et stemningsmættet album, der fornøjer lytteren i en sådan grad, at man beruses og bliver sprængfyldt med energi og glæde. Dagens Red Bull eller Cult kan sagtens erstattes med disse tolv insisterende numre fra en debutplade, der må ryge over i kategorien fremragende og dermed 5 røde lamper i nedenstående.
