Nyheder

Jomi Massage spiller live med DR Big Band

I weekenden præsenterer Jomi Massage et nyt projekt, der sender hende endnu længere væk fra den støjrockbaggrund, hun kommer fra.

Gennem det seneste års tid har Signe Høirup Wille-Jørgensen sammen med saxofonisten Lars Møller arbejdet på en bunkefuld dansksprogede sange, og dem vil hun nu opføre sammen med DR Big Band.

Fredag på Voxhall i Århus og lørdag i Lille Vega i København spiller Jomi Massage og big bandet sammen, og her løftes sløret for, hvad der egentlig er kommet ud af mødet mellem Wille-Jørgensens følelsesladede sangskrivning og Lars Møllers udgangspunkt i jazzverdenen. Ifølge pressemeddelelsen bliver det “majestætisk bigbandjazz”, og det kan man bestemt kalde lidt af en forandring i forhold til Jomi Massages album fra i år, From Where No One Belongs, I Will Sing…

Selv om man ikke dukker op ved koncerten, er der stadig mulighed for at høre hele herligheden senere. Morningside Records udsender nemlig sangene, dels i en fuldt orkestreret udgave og dels i en helt nedbarberet version, hvor Jomi Massage står helt alene.

Leave a Reply