Poul Borum gjorde det; Onkel Danny gjorde det. Satte musik til poesien og poesi til musikken, for de havde forstået sammenhængen. Digtning er lyde og melodi, og ordene gør sig lige så godt på papir, som de gør i højttalerne. Og nu gør Laugesen det så. Igen.
På Singvogels sidste album var han med på 3 numre, men denne gang er det hans plade. Samtlige numre består af Laugesen lyrik med akkompagnerende musik fra Singvogel. Albummet er som en digtsamling med tilsatte instrumenter, for dette er ikke lyrik omsat til sang. Det er lyrik, som det skal være, når det fortælles og udtrykkes igennem Laugesens tunge stemme.
Peter Laugesen debuterede allerede i 1962 og har siden været litterær nabo til Dan Turéll, og deres indflydelse på hinanden samt deres venskab er tydeligt i Laugesens lyriske produktion. De er begge enige om, at sproget skal boltre sig og tage afstikkere. Formen skal tage sine friheder, og rim og rytme skal tilbage i litteraturen. Læsningen bliver som at høre en jazzplade.
Men det blev Dan, der løb med folkets gunst, og Laugesen, der løb med anmeldernes. Han blev en digternes digter (citat: Turéll), og sådan har det set ud i mange år. I 90’erne tog det dog en drejning, da Laugesen begyndte et samarbejde med trompetisten Lars Wissing og dj’en Wunderbaum i gruppen Mindspray. Og nu er han tilbage med albummet Apparatets skygge, som vel egentlig er et Singvogel-album, men de har i den grad givet ham førerrollen.
“Put dit hjerte i en dunk / og lad det sejle / af helvede til.” Laugesens tekster handler om mennesket og menneskeheden, og det må siges at være store brød at slå op, men hans metaforik undgår de helt store klichéer. I stedet bliver der leget med dem, og verden bliver anskuet med storbyens briller.
Han når fra det tomme til det essentielle og livsnødvendige, blander dem sammen og gør dem ens. Han taler til lytteren og bandet som på nummeret Åndssvage vind, hvor en saxofon jazzer af sted til teksten: “Saxen jager / som en bjæffende hund / der har fået færten af postbudet.” Imens er resten af nummeret et støvet natklubs-jazznummer, som den slags blev lavet tilbage i de helt gamle dage. Det er ren beatpoesi.
Strøm er en Laugesen-favorit-metafor, og strøm kommer der på i det politiske og foruroligende Dobbeltregn, der er en sønderlemmende kritik af Amerika og krigen i Irak. Det budskab er selvfølgelig hørt før uhyggeligt mange gange, men med poesien kommer der saft og kraft i skidtet, når Laugesen kobler USAs hjemløshed (som han kalder det) sammen med de alment menneskelige erfaringer, og kritikken er ikke længere tom.
“Kragens røst er blå som kul / egernet er rødt som rust / sproget støver i en bortvendt by / som vasketøjet i en rygsæk.” I et af de bedste numre på pladen, titelnummeret, skaber Laugesen et skræmmende billede af en by, der er tømt, og hvor sproget bliver tomt. Det er vellykket på grund af sammenspillet mellem musik og lyrik. Instrumenterne skaber et rockende halvelektronisk beat, der samtidig gengiver lyden af et tog, der tromler over skinnerne. Og det er netop toget, hvor digteren er passager, der betragter den ørkenagtige by udenfor vinduet.
Apparatets skygge er et album, der varmt anbefales til poesielskere, og det er bestemt ikke et album for alle. Men det er samtidig også en plade, der aldrig når at blive obskur. Det er egentlig bare rock’n’roll tilsat jazz og støjelementer, men intet kunne passe bedre til Laugesens fandenivoldske storbypoesi. Singvogel er det perfekte band i denne sammenhæng, og det ville være skrækkeligt forkert at kalde det baggrundsmusik. Hvis Laugesen er digtets ord, er Singvogel digtets rytme, og resultatet er dybt vital poesi.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Singvogel: Hotellet brænder
Singvogel: Doktors dosis
