Der er vidunderlige morgener og tunge morgener og morgener, som egentlig helst bare skulle være aflyst. Undertoners redaktion har fundet ni af de plader, der gør det værd at komme ud af fjerene, og som rent faktisk kan skubbe én godt i gang med dage, der ellers burde være undgået. (12.10.05)Morgenen er en ren befrielse, for forude venter en dag, som har alle muligheder for at blive fremragende. Eller også er morgenen en plage – en slags nødvendigt onde, som bare skal ud af verden på en så smertefri måde som muligt.
Morgener er lyse og friske og beder én om at cykle på arbejde i stedet for at tage bussen, men nogle gange er de også så blytunge, at der skal et mere end almindeligt spændende dagsprogram til for at engagere én til at bruge mindre end to timer på at gøre sig klar til at møde verden.
Undertoner har udpeget et morgenhold, der bevæbnet med friskpresset appelsinjuice, havregryn og en morgenavis eller to præsenterer deres bedste bud på, hvilke plader der skal til for at indlede dagen på den allerfineste manér.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
 |
Stine Mogensen
 |
The Clash: London Calling (1979)
Giv dig selv en meningsfuld start på dagen med et skud politisk ladet, gedigen Sydlondon-punkrock fra de gode gamle dage! Denne rockhistoriske milepæl er en evigt ung opvisning i smittende nerve og energi og garanterer gang i blodomløbet, også i hjernen. Pladen spænder vidt, fra det rå til det rørende. Skrål med på det vrede titelnummer, mens du læser avis, eller tag en svingom med din pulverkaffe til de funkede toner af Train in Vain.
 |
Primal Scream: Screamadelica (1991)
Den perfekte symbiose af indie-rock og alternativ dance og den ultimative hyldest til livet som festabe. Med klaver og gospelkor indleder den forførende Movin’ on up et syre-symfonisk album, der byder på lige dele iørefaldende riffs, kølig ambient og dejligt syntetiske trommerytmer. Screamadelica er morgenpladen for dem, der aldrig kom i seng – en plade, som giver en brusende fornemmelse i maven og en smilende start på dagen.
 |
Håkan Hellström: Det är så jag säger det (2002)
Hvis der skal fart på lige fra den årle morgenstund: Håkan Hellströms andet album er rendyrket powerpop og et frydefuldt inferno af sambatrommer, ride-bækkener, blæsersektioner og skarpe Smiths-inspirerede guitarfigurer. Hellströms skingre vokal belægger dette sammensurium med en hvinende sød fernis og giver et uimodståeligt naivt helhedsindtryk. Numre som Kom igen, Lena er lyden af sommer på plade og de rene vitaminer på en træt novembermorgen.
| |
Rose Feldfoss Rossum
 |
Oscar Danielson: Schysst och populär (1996)
En talentbegavet og veluddannet guitarist med hestehale og al den tid, der er i hele verden, sætter sig ved din seng. Dygtigt akkompagneret synger han om at være et menneske med fejl og om sin stakkels kat, der nok hellere ville smadres mod asfalten fra 5. etage end at leve i hans stillestående selskab. Her sker der ikke meget, men Danielsons stockholmske strøtanker er så fine, at hans overskud ikke undgår at smitte. Verdens mindst stressede mand hedder Oscar Danielson.
 |
Bo Kaspers Orkester: Söndag i sängen(1993)
Bigband, blæsere, svensk sprog og trippende fødder. Musikken, der smiler til dig fra morgenstunden, serverer scones på en hverdag, går med hat, og hvisker som med et glimt i øjet og en slet skjult svensk accent “Shall we dance?” Dette charmerende jazzede album gør – på Singing in the rain-manér – hver mandag morgen til en fest og hver onsdag til en… Som Bo Kasper selv synger det: “Jeg ved, at det burde være onsdag i dag, men det er søndag i sengen hos mig.”
 |
The Streets: A Grand Don’t Come for Free(2004)
Mælken var for gammel, cyklen stjålet… Lidt skævt ud ad sengen? Her er din mand. Sådan har han det også. Hiphop fra den alternative skuffe, delt i stykker og sat “forkert” sammen. Knasende genialt. Blottet for ho’s og bling-bling. For uden hittet Fit But You Know It er albummet fyldt med numre, der passer perfekt til en hverdagsmorgen, slentren ned af gaden, almindeligt storbyliv, almindelige problemer. En helt ualmindelig kunstner – og britisk accent.
| |
Astrid Kirstine Dynesen
 |
Feist: Let It Die (2004)
På trods af den depressive titel er dette en plade, der bliver helt magisk i det øjeblik, man tørrer morgenrim af cykelsadlen med sit ærme en kølig efterårs- eller vintermorgen. De 11 numre er både blide og afslappende – men stadig lige præcis så energiske, at man vækkes. Leslie Feists charmerende stemme kryber helt ind under sovemærkerne, og især er det fortryllende at gnide øjne i takt med det country-inspirerede og kække indiepop-nummer Mushaboom.
 |
Rufus Wainwright: Want Two (2005)
Rufus Wainwrights nyeste udspil er nok den plade i min reol, der kan sniges ind i flest forskellige sammenhænge. Dog er den især god helt tidligt, når vækkeuret har ringet, og dagens første kop kaffe skal indtages. I et intenst nummer som Memphis Skyline sætter kombinationen af den højtrystede, opera-vokal og de smukke klavertoner sig hårdt fast og bliver hurtigt en uundværlig morgenrutine, der på farlig vis frister én til at blive inden døre.
 |
Belle & Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996)
Belle & Sebastian får jeg vist generelt aldrig nok af, men lige præcis denne plade har en helt speciel, humørvækkende effekt, der egner sig helt forbløffende til cykelstien om morgnen i alt slags vejr, al slags stress og al slags trafik. Med de melodiske, kække og nogle gange sørgelige melodier og ironiske tekster, som eksempelvis i nummeret Get Me Away From Here, I’m Dying, får man lov at forblive – bare lidt længere – i sin helt egen drømmeverden.
