Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks.Danmark = hygge, Østrig = uhygge og udsvævende drømme
Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks.
System
Efter Jesper Skaanings solokoncert under aliaset Acustic må Anders Remmer og Thomas Knak i al hast forlade deres kebabruller og gruppere sig foran deres kontrolpaneler.
 |
| Foto: jint.dk |
De obligatoriske laptops foldes ud, og snart bliver et skønt melodikatema gennemhullet af diverse elektroniske perler.
Bag de tre herrer udspiller der sig en temmelig besynderlig video på det ophængte sejl. En mand, der ved nærmere eftersyn viser sig at være Jesper Skaaning, kører rundt med en ordentlig indkøbsvogn i IKEAs lagerhaller, tydeligvis på jagt efter de rigtige møbelkomponenter. Som i musikken er der i videoen ingen klare billeder, ej heller noget klart forløb, men masser af svagt modificerede gentagelser. Der søges på de endeløse hylder efter de rigtige brune papkasser, og på samme måde gennemsøger System deres datakartoteker for at samle et lydbillede, hvor klodserne passer ind i hinanden.
Melodier og effekter dukker op og forsvinder snart igen i det urolige ocean af mikrobeats. Der er stort set ingen kontakt programmørerne imellem. Hver for sig står de svajende til strømmen af skratten, klikken og klang. Selv om Anders Remmer træder tilbage for at tage et par hengivne dansetrin, er showet ikke gribende nok til at stoppe publikums småsnak. Her præsenteres problemet med anonyme laptop-koncerter. Hvornår skal publikum klappe, og hvad skal de klappe ad? De melodiøse nano-grooves forekommer sært distancerende, og heller ikke de glidende visuals kan stille noget op mod den opløsende koncentration. Synd for System, der ellers stedvis fandt spændende strukturer frem af gemmerne.
Pita
At genfortælle og anmelde en laptop-koncert kan ikke gøres på samme måde som ordinære rockkoncerter. Der er stort set ingen sceneaktivitet. Musikerne står bag deres skærme dybt optaget af deres minutiøse arbejde.
 |
| Foto: jint.dk |
Dette viser sig selvfølgelig også på publikum, der sidder småsnakkende tilbage. Det, der foregår aktivt, foregår i den usynlige computermusik i rummet og inde i hovedet. Bevidstheden smelter ind i lydene, og man må som anmelder gøre sig utilstrækkelige forsøg på at forklare musikken præcist.
Disse forhold gør sig i høj grad gældende ved aftenens næste to koncerter. Den første fremført af østrigske Peter “Pita” Rehberg, der lægger ud med en serie uhyggeligt susende toner. Han får hurtigt opbygget et stærkt forfærdende lyd-design, men står selv fuldstændig uberørt af sin urovækkende støj-ambient. Han er fuldstændig fordybet i sin skærm og fortsætter uforfærdet konstruktionen af sit soniske rædselskabinet.
Der er en ubeskrivelig lidelse forbundet med Pitas musik. Ved bordene sidder publikum og ser dybt bekymrede på hinanden med hænderne hævet til ørerne eller panden. Det er, som om vi udsættes for et angreb fra en anden verden. Mareridtsvæsener blæser deres sjæleskrig over os og pisker et eskalerende inferno op i salens tomme rum. Man ænser forvrængede stemmeophug og kriblende insekters kæbesmæld, og som en lysere tone stiger i horisonten, tænker jeg, hvad fanden der egentlig foregår oppe i hovedet på den tilforladeligt udseende kunstner. Lidt efter bliver jeg mere rolig og mindre påvirket. En relativ ordinær rytmik har overtaget lydbilledet, og lige så stille dør alle metalliske anstrøg, efterladende kun den lyse båndsløjfe.
Pludselig viser en af arrangørerne Peter Rehberg et mobildisplay, der efter alt at dømme beder ham afslutte koncerten på grund af forsinkelsen i programmet. Da dj’en umiddelbart derefter opfylder stilheden med noget hiphop, foregår overgangen tilbage til den trygge musik alt for ureflekteret. Der er ikke tid til at dvæle ved det uhyrlige, man netop har oplevet.
Fennesz
Rehbergs landsmand og labelkollega Christian Fennesz åbner med flagrende og flakkende toner, der nok en gang gør sproget til skamme for dets talløse mangler. Et kort øjeblik frygter man endnu et østrigsk mareridt, men truslen afværges til fordel for et befordrende ridt på kosmiske plateauer.
 |
| Foto: jint.dk |
Vi er lukket ind i Fennesz’ flimrende drømmerige, hvis lyd denne aften i Ridehuset er overraskende mere kompleks og støjende end på hans fremragende plader.
Musikken forvandler sig uafbrudt og pludselig optræder et insisterende majestætisk horn, der danner rammen for en usandsynlig smuk støjæstetik. Nummeret udfolder sig som den mest ubeskrivelige skabning med magiske subtonale forandringer. Herefter hænger Christian Fennesz sin guitar om halsen og påbegynder rytmetemaet fra nummeret Endless Summer. Melodien fremføres dog langtfra med albumversionens sløve akustik, men derimod med en flydende space-echo effekt, der fylder hele salen ud med paradisiske klange.
Denne seance vaskes så bort af en skærende larm for i næste nu at vende tifoldigt tilbage med tunge basbuketter og omsluttende dreamscapes. Koncerten griber efter de overjordiske tilstande. En tilbagevenden til det før-kropslige eller en frigørelse ud på krydstogter mellem stjernerne. Fennesz skifter mellem at indhylle os i disse billeder og så bringe os tilbage til støj og det skærende skingre intet. Her genopbygges vi så i varme, kogende basstrømme og en respirators bippen, før Fennesz takker af og slukker for drømmene.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
System: s.t.
Fennesz Sakamoto: Cendre
