Den Berlin-baserede trio Warren Suicide, med dansk islæt i form af den spanskfødte dansker Nackt, bruger i deres numre bandnavnet som en opdigtet karakter, der i åbningsnummeret præsenterer sig selv: »Hello, hello, hello / My name is Warren Suicide / I want to take you, take you on a night ride.«
Tager man imod invitationen fra den lokkende fantasifigur, der også pryder minialbummets cover, får man en tur rundt i et relativt dystert lydunivers, hvor sequencere og simple guitarriffs udgør grundelementerne.
Man finder hurtigt ud af, at det også er et temmelig ensformigt lydunivers, man er havnet i. For selv om eksempelvis “The Woman Just Stood There” ulmer og langsomt bygges op mod et stikkende guitarriff, forhindrer det ikke nummeret i at virke tungt og monotont. Den lettere anonyme og nedtonede taleform og de gentagne beats understreger det monotone udtryk, og selv når stemmelejet hæves en smule med ordene »who in the hell pushed me in? / I said: ‘Me’,« virker det sært halvhjertet og inspireret.
Og bedst som man fornemmer, eller måske snarere håber, at nummeret vil byde på en lang outro med hærgende guitar som klimaks, slutter det hele efter kort tid i selskab med et kantet guitarriff.
“Twelve” fortsætter det stagnerende udtryk med et simpelt guitarriff, mens en talende kvinde fortæller, at »I first met Warren when I was twelve,« inden det i dén grad går i selvsving: »… Twelve / … Twelve / … Twelve / … Twelve / … Twelve / … Twelve.« Det er håbløst uinspirerende at lytte til de mange gentagelser, som med mellemrum vender tilbage undervejs i sangen. Når så disse mellemrum fyldes ud af en stemme, der minder om en mindre dedikeret udgave af Keith Flint i forgrunden for Prodigy, bliver det virkelig en trættende lytteoplevelse.
Formålet med de mange gentagelser er formentlig at skabe dragende, hypnotiske og stemningsmættede numre, men for det meste ender det i ucharmerende tomgang og bliver ikke på noget tidspunkt for alvor interessant.
Warren Suicide varierer dog trods alt udtrykket en smule i f.eks. “A Song for Warren’s Lover”, som mest af alt er et technopop-nummer, der med sine pumpende beats sagtens kunne begå sig på diverse dansegulve.
Desuden vil det luftige og svævende omkvæd i “Butcher Boy” givetvis appellere til mange popører, og “Black Planet” fænger også glimtvis med sin synthpop. Alligevel fremstår også disse skæringer i deres helhed temmelig rodede, i kraft af at der iblandes bl.a. spoken word, lidt guitarfræs og dunkende beats.
Det virker på mange måder, som om Warren Suicide først og fremmest har leget med et par grundlæggende idéer og på den baggrund skabt forskellige variationer ud fra samme basisopskrift. Men det er konstellationen af sequencere og simple guitarriffs simpelthen ikke interessant nok til at kunne bære.
