Et intetsigende, titelløst cover med et intetsigende layout, smykket med en intetsigende trackliste. Et papcover svøbt i anonymitet, der ville efterlade albummet overset i enhver sammenhæng. Men tvinges man af omstændighederne til at lytte til skiven i det lille, ligegyldige papcover, opdager man en lyd, der gør blikfanget til skamme.
Lyden, de seks medlemmer i APSE frembringer, har en sjælden egenskab: Den serverer intensitet intravenøst gennem høretelefonerne og insisterer på at holde lytteren fanget med en forventning om mere. Gennem statisk støj, elegante guitarpassager, underfundig percussion, flydende kor, skrattende, messende vokal, spændende samplinger, synthesizer-kompositioner sammensmeltet i en tæt struktur med en selvfølgelig sammenhæng synes ep’en at have det meste.
At fremhæve et eller flere numre og pille dem ud af sammenhængen er en svær opgave; at beskrive numrene med ord en næsten umulig én. Pladen åbnes med et støjorgie af et præludium i form af en bizar orgelsymfoni iklædt mystiske samplinger. Få sekunders pause – og et akustisk guitartema introduceres. Endnu en guitar kobles på. En bas følger trop. Efter endnu et minut kommer trommerne ind med et skævvredet kor i hælene i en umiddelbar kulminationen. Vokalen træder i karakter med flere stemmer, der renser luften med et messende, uforståeligt udbrud og nedtoner musikken igen. Et gennemskærende bastema overtager, mens trommerne sætter tempoet ned for en stund. Tempo op, en gang til, til tonerne af en filende elguitar. Og sådan kunne fortsætter det pladen ud – og vi er stadig blot ved første track.
Der er altså en rivende udvikling gennem alle numrene, uden at det dog fjerner den større sammenhæng mellem numrene – det er et sammensurium af adskillige elementer, stemninger og lydbilleder, og det fungerer hele vejen igennem. Blandt de ganske, ganske få ting, der kunne irritere, er, at der undervejs er lidt for lange passager med statisk støj og tilsyneladende ligegyldige sammenflettede samplinger. Men også de synes at have sin ret – de er medvirkende til at danne den store sammenhæng, der tillader bandet at gå fra støjrock til pumpet electronica til stiltiende poptemaer. Det fungerer simpelthen.
Når pladen alligevel ikke rammer absolut topkarakter, skyldes det én ting: Der er for mange baggrundslyde undervejs – elementer, der nok burde været fjernet undervejs ved producerens hånd. Med andre ord: Lyden er i nogle få tilfælde som en forfladiget garageindspilning. Men, men, men: APSE stiller virkelig store forventninger til et fremtidigt albumudspil – det her holder!
