Den første tanke i forbindelse med Bazookahosens anden udgivelse, Asfalt, er: en variant af Tom Waits eller Kaizers Orchestra. Balkan-elementer krydret med anarkistisk skramlende guitarer, der lyder, som om de er optaget på en ghettoblaster anno 1984. Pladen er, mere end noget andet, en postmoderne udgivelse på grund af sammenblandingen af stilarter på kryds og tværs. Bazookahosen opererer med jazz, Balkan-toner, avantgarde, hiphop, punk og blues og er tydeligvis på hjemmebane i denne musikalske smeltedigel.
De fleste af numrene er instrumentale, men der sniger sig dog vokaler ind i tre af numrene. Nummeret “It’s All Gonna Be Fine Now” gæstes af rapperen MC Jabber fra Blue Foundation. Jabbers bidrag er en sand ordstrøm, der leder tankerne hen på engelske Tricky. Jazzet baggrund og mumlende rap, som vist nok skal give en mystisk stemning af en eller anden slags?
Teknisk set fungerer nummeret. Musikerne er kompetente, og Jabber formår da at tale hurtigere end de fleste. Det virker desværre bare ikke efter hensigten og kommer derudover til at minde en smule om poetry slam. Hvilket i min bog absolut ikke er en god ting, da formen oftest kommer til at overskygge indholdet. Men i tilfældet “It’s All Gonna Be Fine Now” er det måske ikke så skidt, at det ikke er godt for noget…
De instrumentale numre er helt klart dem, der fungerer bedst. Det skyldes hovedsageligt, at den ekstremt prætentiøse vokal ikke er til stede. Især to ud af de tre vokalbaserede numre er avantgarde på den helt igennem ufede måde. Det uudholdelige nummer “Hamborg” fremstår som en absurd og romantisk rejse til selv samme by fortalt med en tekst, som jeg på ingen måde har overskud til at komme nærmere ind på. Når Bazookahosen dropper vokalen, står man tilbage med numre, som til tider er ganske medrivende, men oftest temmelig kedelige.
Der er dog undtagelser. Titelnummeret er en punket svingende sag, som uvilkårligt tvinger foden til at bevæge sig op og ned. Nummeret emmer af mellemøstlige basarer om natten, hvor man er eneste udlænding til stede. Man finder lidt af den samme stemning hos hedengangne amerikanske Morphine. På dette nummer viser Bazookahosen lige præcis, hvad de er i stand til musikalsk.
Ligeledes er “Amok” ganske glimrende. Nummeret starter med sumpet guitar, som leder tanken hen på amerikanske Entrance. Dernæst ændrer nummeret karakter og skramler af sted ad sære vildveje mod et endemål, der toner ud til lyden af en klarinet.
En af Bazookahosens styrker er, at de formår at fylde lytteren med mange indre landskaber. F.eks. placerer “Nilen”, som er bygget op omkring et nærmest arketypisk egyptisk inspireret melodiforløb, med det samme lytteren på flodbredden mellem pyramider, kameler og for længst afdøde faraoer.
Hvis bare alle numrene kunne være som “Asfalt” eller “Amok”, ville min lykke være gjort. Niveauet er desværre gennemsnitligt en del lavere på de resterende instrumentale numre. Sang nummer fem bærer titlen “Løgner”, og det ville ikke være helt løgn, at sige, at det er et ok nummer. Det ville bare heller ikke være helt sandt, for nummeret bliver en kende kedeligt i længden. Det samme gælder for de andre instrumentale numre. Dette skyldes især, at numrene er forholdsvis ens i udtrykket. Til trods for de mange stileksperimenter og forskelligartede instrumenter (kagedåse, guitar, klarinet, saxofon m.m.).
Det virker, som om denne plade er et resultat af en timelang jamsession, og det kan langt hen ad vejen forklare det ensartede udtryk, der dominerer de fleste numre. Personligt tror jeg, at Bazookahosen gør sig bedst i livesammenhæng i en mørk kælder, en aften hvor man har fået øl inden for vesten. Mange af sangene vil sikkert få publikum ud på dansegulvet, og det kan man ikke have noget imod.
Men alt i alt ville Kaizers Orchestra være et bedre bud på en vellykket koncertaften. Materialet er ganske enkelt bedre, og der er langt mere energi at spore hos nordmændene. Hvis Bazookahosen skal udvikle sig til et mere interessant bekendtskab, bliver de, musikalsk set, ganske enkelt nødt til at vende ryggen til inspirationen fra Waits og co. For at citere Eik Skaløe: »Du skal ud, hvor du ikke kan bunde.«
