Noget af det sværeste kan være at rubricere et orkester og placere dem på den rigtige hylde. Når pladen fra Being Frank kommer i pladespilleren bliver det bestemt ikke lettere, og jo flere numre der lyttes til, jo sværere bliver det.
Being Frank opstod i dets nuværende inkarnation i 2004, og flere af bandmedlemmerne havde i andre sammenhænge samarbejdet tidligere, bl.a. i bands som Les Enfants, Excess Bleeding Heart og NeoCortex. Albummet er indspillet i Thomas Troelsens Delta Lab studie, og i 2/3 af sangenes tilfælde baseret på first-takes, hvilket dog ikke bemærkes.
Første indtryk af bandets musik efterlod mig en kende forundret. Da nummeret “Freakshow” gik i gang, tænkte jeg på Spin Doctors’ gamle hit “Two Princes”, og åbningsnummeret “A vs. B” fik mig til at tænke på The Kinks og deres album Village Green Preservation Society.
I “French Kiss” optræder en forunderlig harmonika, mens wah-wah-pedalen også gør sig bemærket som en flittig gæst på flere numre. Generelt er der en ganske stor vekslen mellem regulære rocknumre med flittig forvrængning og mere akustisk orienterede sange.
De musikalske kundskaber hos bandmedlemmerne virker ganske overbevisende, og angående betjeningen af instrumenterne savnes der intet. Forsanger Rune Abro har samtidig en ganske markant vokal, til tider spinkel og følsom, til andre tider mere traditionel rocket. Det kræver selvfølgelig også en evne til skift i vokalen, hvis den skal følge musikken. Bedst fungerer det dog i de mere afdæmpede numre.
På positivsiden kan man rose bandet for at kunne veksle mellem flere forskellige stilarter, og alligevel skabe en personlig lyd. Brugen af harmonika gør endvidere, at lyden bliver endnu mere markant. Samtidig kan der spores en lyst til eksperimenter, der dog ikke altid falder heldigt ud, men alligevel giver håb for fremtiden. Styrkesiden ligger klarest i de akustisk orienterede numre, hvor brugen af harmonikaen kommer til sin ret.
På negativsiden er det også stilblandingen, der træder frem. Der mangler en rød tråd gennem albummet. Samtidig præsenteres lytteren for diverse rocknumre, der er utroligt anonyme og hurtigt glemt igen. Numre som “The Band” og “Neanderthaler” er ganske enkelt alt for traditionelle, simple og lige-ud-af-landevejen-agtige og derfor hurtigt glemt igen.
Der kan dog spores en positiv nerve gennem albummet, og hvis Being Frank får lagt sig mere fast på en gennemgående stil og musikalsk identitet, er der bestemt gode muligheder for fremtiden.
