Ved sidste måneds Recession-festival i Århus fik publikum med vældig kort varsel et medrivende show fra Def Jux-labelchefen El-P.
Den slags rejser til andre kontinenter har newyorker-produceren ellers ikke meget tid til, skulle man tro. Hr. Jaime Meline har nemlig masser af jern i ilden.
Ifølge Mr. Lifs hjemmeside er El-P nemlig involveret i at producere opfølgeren til Lifs særdeles civilisationskritiske album I Phantom fra 2002. Udgivelsesdatoen er indtil videre ukendt.
Det samme gør sig gældende med El-P’s næste solo-album (og for den sags skyld også den kommende Cannibal Ox-plade, som Meline også producerer). P.t. går pladen under navnet I’ll Sleep When You’re Dead. Og det er så sådan cirka al den information, der er til opstøve om den plade lige nu.
Lidt mere struktur er der på nyheden om, at Def Jux har købt rettighederne til Funcrusher Plus, den banebrydende debut fra El-P’s tidligere gruppe Company Flow. Det betyder, at Def Jux om et lille års tid vil genudgive albummet – måske endda suppleret med nyt materiale fra gruppen.