Når man læser pressemeddelelsen fra Nervous Nellies pladeselskab, står der, at bandets mål og ambition er at fokusere på at skrive simple, melodiske og moderne sange om had/kærlighed, sludder, politik og alt andet, der falder dem ind.
Man må sige, at bandet lever fuldt op til intentionerne, for ovenstående beskrivelse svarer fint til debutpladen Don’t Think Feel, der er endnu et svensk bidrag til filosofien om, at man ikke skal tage sig selv alt for højtideligt, og at der altid er et håb, selv om det ser sort ud.
Måden, kvartetten udfører intentionerne på, er lidt af det hele og så alligevel simpel og ligetil. Pladen virker både legesyg og seriøs på samme tid, og man bliver aldrig helt klog på, hvad der sker, og hvor sangene drager én hen, hvilket er ganske godt gået. Men det strittende udtryk er også lidt forvirrende, for selv om man sagtens kan følge med, tackler musikken pludselig én bagfra, og man må stoppe op og rationalisere over det hørte som f.eks. “To Die For”. Nummeret er simpelt bygget op med et let og poppet guitarudtryk, men hele tiden skifter tempoet. Der tilføres flere skæve akkorder, og både på guitarsiden og vokalmæssigt er der visse ligheder med The Strokes.
Åbneren “Cancer” har også lidt af samme nasalvokal og skarpe guitarspil. Den iørefaldende rytmeguitar og deskramlede trommer skifter spillestil og stopper helt efter et par minutter – desværre, for man var lige begyndt at synes om de sammenvævede melodier.
Der eksperimenteres med støj på “Personal Elvis” og de tunge basgange på “Crack Berry”, der pakkes fint ind af Henrik Johnsons skæve og kantede popvokal, som ikke leger meget med tonelejet, men til gengæld formår at overbringe teksterne med et meget overbevisende udtryk, der får lytteren til at lytte efter.
Første del af Don’t Think Feel er rigtig behagelig og afvekslende. Den skæve rock, flettes rigtig fint ind i popmelodier, og bandet viser et vist potentiale i deres evne til at skifte mellem genrerne – med blik for hensyn til, at der faktisk er andre end dem selv, der skal lytte til det.
Til gengæld går det lidt i fisk for Nervous Nellie, når de spiller countryrock i “Peace Pipe” og “No Calls”, som rent ud sagt ikke fungerer i en sammenhæng, der skal skabe noget skævt, men enkelt og melodiøst. Det hængerøvsagtige og laden-stå-til-guitarerne, der lyder som om, at håndleddet står på autopilot, rummer ikke samme kreativitet og lyttemæssige oplevelser som resten af sangene.
Støjen vender tilbage for en stund på “Million Dollars”, der med punk-attitude og et skingert sunget omkvæd fyrer den af inden finalen. Det er en anelse forceret og overskruet, og et lidt tåbeligt forsøg på at skabe noget afvekslende, hvilket der jo er rigeligt af i forvejen.
Det samme kan man sådan sige om det skjulte nummer “Envy”, som kommer i forlængelse af sidste skæring, hvilket er en ærgerlig måde at afslutte Don’t Think Feel på. Her måtte de godt have tænkt lidt mere…
Heldigvis får Nervous Nellie samlet tingene til slut, hvor “The World” igen viser bandet potentiale på skrammelpopområdet med masser af tempo, men også plads til vokal og skæve akkorder i fin forening.
Don’t Think Feel er altså en af de plader, der er både og. Der er absolut mange rigtige fine øjeblikke på denne debut, men jo længere man spiller den, jo længere bliver der imellem dem.
Det skal retfærdigvis siges, at der er flere plusser end minusser, og Nervous Nellie har da skabt en rigtig flot platform for et videre forløb, men der skal luges lidt ud i bedene.
