Siden udgivelsen af den glimrende, om end lige rigeligt langstrakte Let Us Play i 1997, har Coldcut holdt sig fra at udgive regulære plader.
Bortset fra den Blair-hånende single “Re:volution” fra 2001 har Coldcut ikke udgivet nyt materiale under eget navn siden det snart ni år gamle album.
Men singlen “Everything Is Under Control”, der udkom for et par uger siden, er første skridt på vejen mod udgivelsen af fuldlængdepladen Sound Mirrors, der udkommer d. 30. januar 2006.
Sound Mirrors er i dén grad spækket med gæsteoptrædender. Af de 12 numre er titelnummeret det eneste rent instrumentale. Førstesinglen lagde en linie ved at inkludere kendisser som Jon Spencer og Mike Ladd, og blandt de øvrige gæster på Sound Mirrors er Roots Manuva, Saul Williams og Andrew Broder (nok bedre kendt som Fog).