Historien om Mikael Simpson er en sjældent succesfuld én af slagsen for en dansk musiker fra det såkaldte vækstlag. Han kom ind med firetoget, man fristes til at sige til metropol og undergrund, fra Holstebro, samlede for ti år siden et band omkring sig, og straks blev det så stor en succes, som det nu var muligt blandt datidens klejne indie-publikum.
Men Luksus’ karriere blev kortlivet, og så måtte Simpson genopfinde sig selv musikalsk forfra: med en neddæmpet og nedbarberet fusion af dansksproget singer/songwriter-stil og allehånde elektroniske virkemidler. En slags sovekammerpop, der tog sit navn efter det sted, den blev undfanget. Projektet blev en overraskende succes, hvor toerens, De ti skud (der bl.a. blev hædret som bedste danske plade 2004 her på Undertoner), salgstal, der indtil videre rækker til lige knap guld, er kronen på det foreløbige værk.
Simpson har hele vejen igennem givet et sympatisk indtryk af sig selv som en nøjsom mand, der gjorde en dyd ud af den proletar-poetiske pjalte-status, og som ikke var bleg for at give sit besyv med i den politiske debat.
At han åbenbart har følt, at ophøret af denne den første æra i udgivelserne i eget navn (Simpson har meddelt, at allerede starten af næste år byder på en ny plade med fuld rockbesætning; altså et skridt væk fra soveværelsets ensomhed), fortjente et stafferet (grav)monument i form af et album, primært bestående af ældre materiale, kan måske synes mildt overraskende.
Titlen antyder, at pladen består af tre komponenter. Her er imidlertid ingen b-sider, al den stund sådan nogle er bagsider til a-sider. Mikael Simpson har aldrig udgivet nogen singler, ikke i eget navn i hvert fald. Og medmindre ‘trist’ skal betyde lavere tempo, er dén term nok også skudt et stykke forbi.
Og radiomixene? Gad vide hvilken radio, det er, der er remixet til? Forsøget på at kategorisere de forskellige indslag på pladen er nu prisværdigt nok og lader sig, med lidt mindre poetisk frihed og lidt mere præcision, oversætte til: en række remixes eller alternative versioner af tidligere udgivne numre, hvoraf nogle er begået ved egen hånd og nogle af andre, nogle skitseagtige instrumentalnumre leget frem med bekendtes hjælp – og netop sådan, bekendte, lyder de. Og endelig nogle regulært nye numre, der meget vel kunne være de omtalte udtag, og som i så fald ikke er så nye endda.
Om den førstnævnte tredjedel kan det overordnet siges, at de bedste versioner af numrene er dem, der fandt vej til pladerne, og at ingen af remixene virker radikale, bortset fra på vokalen. De, der bare står remix ud for, og “Knæk (nummer 2)”, som man må formode, Simpson selv har pillet ved, er umiddelbart de bedste, fordi de formår at formulere et andet, spændende bud, på hvordan de omtalte numre kunne have lydt, uden at knægte originalernes egen charme. Derfor skaber de nok plads til sig selv i deres egen ret.
De to Tycho Blah-mix forsøger derimod at trodse inertiens love, den indre logik med hvilken originalerne flød, uden at blotlægge nye toner. Her bliver der rørt rundt i gryden, men det, der serveres, smager ikke meget anderledes af den grund, når nu der ikke for alvor er tilsat nogen nye ingredienser. Det er dekomponering på et konkurrerende plan, men uden nogen høj indsats. Demoversionen af “Er du kommet for at få noget” lyder mest af alt, som om den er kommet tilbage fra en fortid, hvor den egentlig havde haft bedst af at være blevet efterladt i fred.
Den anden trediedel præsenterer Simpson i en langt mere elektronisk støbning, end vi har mødt ham hidtil – men det lyder alligevel gammelkendt, fordi det først og fremmest er et destillat af tidligere tilløb til genren, vi præsenteres for. De to numre, der bærer betegnelsen ’instrumental’, lyder nærmest ikke anderledes, end de gjorde på de foregående to plader (“Nedladning” er lig det titelløse track, der lå gemt for enden af De ti skud), bortset fra den manglende vokal, og er ret beset overflødige for alle andre end feinschmeckere.
Kollaborationerne med Low Ranger (der var keyboardspiller i Luksus) og Pondul er fornuftige forsøg ud i minimal electronica. “Dub krop” vækker bestemt hæderlige mindelser om electro-inficeret dub, og “Mit disco slide track” er en skæv lille, næsten-dansabel sag, som efter de første par gennemlytninger vakte den største begejstring i den her kategori… men det er, som om, man har fået nok, når man når frem til “Jeg faar for meget skærm” – og det begynder at stå klart, at det er som singer/songwriter på hugst i rodekassen med dub og electronica, at Simpsons største triumfer i det første kapitel af hans tid som solokunster vil blive fejret. Ikke som nørdet betvinger af den uundværlige Macintosh.
Der er simpelthen for mange andre kunstnere, der gør dét bedre dér. Det er først, når han tager det danske sprog i sin mund og er sangskriver med et mere klassisk tilsnit, at han etablerer sit helt eget og ganske enkelt mesterlige musikalske rum – og dermed selv bliver uundværlig.
Heldigvis er det lige netop dér, pladens sidste trediedel hører hjemme (selvom det nu er lidt af en tilsnigelse at operere med så stor en brøk, når det kun drejer sig om to numre). “Kokain København” er et af de allerstærkeste udslip nogensinde fra Simpsons hånd. Og det siger ikke så lidt.
Det er som sædvanligt ganske få, men knivskarpe og stærkt billedfremkaldende, lettere satiriske linier, der rammer som en pil lige midt ned i virkelighedens København, der gentages oven på en guitarfigur i et dubarrangement, der trods simpliciteten, simpelthen oser af overskud.
“Saadan har hun forkyndt sig selv” er en tonesætning af nogle strofer af mellemkrigstidsdigteren Morten Nielsen. Nummeret dukkede oprindeligt op som ekstranummer på vinyludgaven af De ti skud, og det er lige så fejende flot og gribende, som det var dengang.
Mikael Simpson har begået en god plade, hvilket han først og fremmest kan takke sit høje bundniveau for. For det er uden tvivl også den dårligste af de tre, det er blevet til hidtil. Det lå selvfølgelig i kortene, når nu det er overskudslagrene, der blev tømt, men spørgsmålet er alligevel, om man som lytter og pladekøber kan kaste den erfaring af sig, der siger, at Simpson er i stand til at levere noget meget bedre? Det kan man så håbe på, han allerede gør til februar.
Indtil da kan nye lyttere tage den her anmeldelse som en slet skjult opfordring til at begynde Simpson-lytningen andetsteds, mens gamle fans måske kan lade sig formilde af de omstændigheder, at det faktisk er en ganske okay plade, Simpson har begået, og at han, vanligt sympatisk, har sat den til salg til reduceret pris.
