Mængden af danske roots-musikere, der høvler toppen af friværdien og køber flybillet til USA, for derefter at vende tilbage et par måneder senere med en stak nyskrevne sange og et par fine bekendtskaber i bagagen, synes at være støt stigende.
Desværre resulterer disse musikalske dannelsesrejser ofte i plader, der skæmmes af plagiat. De danske roots-musikere har en kedelig tendens til at blive en tand for opslugte af idolerne, når de forsøger at træde i disses fodspor, og dermed ender inspirationen med at drukne i kønsløshed, påtaget autentisk roots-feel og fortænkt americana.
Poul Krebs – hvad enten du synes, han er røv og nøgler eller ej – kan slippe af sted med det, fordi han gør det på så frikadellefarvet et dansk, at han appellerer til størstedelen af den platfodede danske folkelighed, men der er altså ingen grund til at blegfede danske sangskrivere begynder at skrive sandslebne hyldester til vindblæste amerikanske landevejsflækker, bare fordi Townes Van Zandt fylder en halv meter i deres pladesamling. Der går ged i autenticiteten og ærligheden, og hvis du som musiker ikke kan finde inspiration nok i hverdagen omkring dig, burde du nok finde noget andet at lave. Faktum.
Lasse Vestergaard falder også ind under kategorien ‘danske sangskrivere med en udtrykt forkærlighed for americana’ og slår sig på sit nye udspil VIVA! … and Then Some ned et sted mellem Neal Casal, Paddy Casey og Grand Drive-forsangeren Danny George Wilson, som tidligere på året udgav det fine soloalbum The Famous Mad Mile.
Og som det netop var tilfældet med det album, formår VIVA! … and Then Some også at rage til sig af amerikanske folk-traditioner uden på noget tidspunkt give køb på sit ærkeaalborgensiske ophav, som her kommer til udtryk i en lyd, der i højere grad emmer af Jomfru Ane Gade i de sidste minutter af panik-timen end af solnedgange på prærien.
Lasse Vestergaard hænger tilpas behageligt og dingler med røven i vandskorpen af moderne akustisk countrypop, og de eneste spøgelser, der huserer her, er den tyndslidte 70’er-ånd, som Lasse sikkert er blevet tvangsfodret med gennem et kvart århundrede med mors Cat Stevens plader. Ja, og så rasler 90ernes radiorock-gespenst også her og der, især på åbningsnummeret “All You Left Me with”, men ikke højt nok til at holde naboerne vågne om natten, og heller ikke nok til at fornærme resten af nabolaget, på trods af de storladne omkvæd og den polerede produktion, som i øvrigt stadig er en tand for pæn og tandløs til at fremstå som andet end lettere uinspireret.
Rig på hverken visioner eller store tanker er Vestergaard ikke, og nogen stor skønsanger kan man heller ikke beskylde ham for at være. Men det kan man heller ikke sige om José González, Tara Angell og Jesse Harris (Norah Jones), som aalborgenseren gennem de sidste par år har spillet og turneret sammen med, og de har alligevel alle formået at finde deres helt eget lille ståsted i mylderet af såkaldte singer/songwriters.
Så langt er Vestergaard ikke helt er nået endnu, men alligevel har VIVA! … and Then Some en evne til hele tiden at vriste sig fri af trivialitetens og kedsommelige greb. Jo, han burde af og til lige træde et skridt videre ud af Jackson Brownes AOR-skygge, og jo, han burde lege lidt mere med melodierne og bruge mindre krudt på den pæne produktion. Men når det er sagt, så er VIVA! … and Then Some også et album, hvor Vestergaard ikke giver sig ud for at være noget, han ikke er. Når det kommer til stykket, er det nok albummets største force, men herfra skal der også lyde en opfordring til ham om at holde sig i ekstra lang afstand fra horderne af americana-inspirerede leverpostejs-danskere.
