Monoton har måttet træde tunge skridt…
Med en vel modtaget debutudgivelse i ryggen og nye sange klar til en opfølger pakkede Monoton i 2003 kufferten for at flyve til Electric Audio i Chicago og lade Steve Albini producere deres plade. Men ulykkelige omstændigheder ville tingene anderledes: Forsanger Morten Havn døde pludseligt efter en operation. Han blev 31 år.
Det mørke, der gennemsyrede Monotons musikalske udtryk, syntes pludselig at omgive bandet selv. De færreste bands oplever en sådan skæbne, og langt færre bands ønsker efterfølgende at fortsætte. Monoton stod stille i lang tid efter Havns alt for tidlige afsked – men de formåede at samle sig selv op igen.
’Resting in the blues,’ står der på blueslegenden Robert Johnsons gravsten i den amerikanske flække Greenwood, Mississippi. Greenwood er også titlen på Monotons længe ventede anden plade – en titel, der på flere måder er sigende. Blues er et musikalsk udgangspunkt for Monoton; blåtonen i det danske bands univers er dog væsentligt mørkere, tungere og mere afgrundsdyb.
Begravelser kan markere nye begyndelser frem for blot afslutninger, lyder det i Play/Recs vedlagte pressemeddelelse. En helt spæd begyndelse er i særdeleshed at finde hos Søren Vibjerg, som er Monotons nye vokalist. Der er en tung arv at løfte efter Morten Havn, som havde en imponerende vokal, der kunne dykke ned i dybder og hive alskens grundvoldsrystende beklagelser og vildskaber med sig op igen – fra det tyste til det arrige.
En sammenligning er nærmest uundgåelig, og Vibjerg når ikke Havns niveau. Men mindre kan også gøre det; Vibjergs mørke croon falder fint ind i det muddermørke bagtæppe, som de øvrige tre medlemmer leverer.
Hvor debuten Wrong Side of the Rodeo virkede lettere skizofren i sit udtryk med støvet, sløv blues på den ene side og buldrende og tordnende rockstorm på den anden, er fokus skærpet på Greenwood. Her har bandet valgt det støvede over det buldrende og i højere grad givet sig i kast med monotonien. En tilgang, der vel kun kan retfærdiggøres, hvis effekten deraf er tilsvarende stærk. Monoton søger at ramme sin lytter med hypnotisk effekt – et mål, der kun nås i glimt. Dramaet hviler altså i Greenwood – men Monoton formår ikke rigtig at vække det til live.
“My Bride” er på mange måder et fint åbningsnummer. Med mørke guitarakkorder, slæbende trommer og en drivende og isnende harmonika åbnes der for et univers, der er Monotons helt eget. »Misery, you are my burden,« lyder det fra Søren Vibjerg. Lidelsens allestedsnærværelse er et kærkomment aftryk i Monotons musik, og “My Bride” er en ulmende åbning af en plade … der ikke for alvor kommer længere end som så.
Længere kommer “Cold Hunt” heller ikke. Tilfældet er her, som det er i langt størstedelen af numrene: Man savner en kulmination. Man pirres, slæbes op ad døre og ned ad stolper, følges ud ad øde grusveje i slæbende tempo med klagende toner i håbet om et endeligt mål, der bare aldrig kommer.
I løbet af fem minutter lader “Righteous Hand” noget spændende og indledende blive trivielt og langtrukkent. Efter fem minutter-mærket aner man dog et klimaks: Trommerne sætter i en fast rytme, og Vibjerg puster sig kortvarigt op med de bebudende linjer: »So pray to the lord / Pray to me!« Mere af det!
Og mere får man i pladens stærkeste nummer “Hours”. Dramaet, der har ligget i dvale, vækkes momentant til live og udbredes i de alt andet end muntre toner, og Vibjerg åbner for sluserne i den kraftfulde stemme, han besidder, men alt for sjældent folder ud. Ligesom musikken.
Da jeg først hørte Wrong Side of the Rodeo, lød blandingen af det nedtonede og fyrige som to udtryk, der var for langt fra hinanden. På Greenwood har Monoton valgt at holde sig til ét udtryk, hvor det ensartede desværre også bliver ensformigt og – med negativt fortegn – monotont, og det gør pladen til en alt for træg affære. Men som en ny begyndelse for bandet er der stadig potentiale at høre; det bliver dog ikke ordentligt indfriet her.
