Der har været ret stille omkring Cocteau Twins-guitaristen Robin Guthrie de sidste mange år.
Godt nok udgav han i 2003 instrumentalpladen Imperial på Cocteau Twins-kollegaen Simon Raymondes label Bella Union, men den skaffede ikke ligefrem ustyrlige mængder af opmærksomhed fra hverken publikum eller pressen.
Ikke desto mindre har amerikanske Darla (hjemsted for bl.a. danske Manual) nu skrevet kontrakt med Robin Guthrie, der dermed skal lave intet mindre end fire plader for Darla. Den første af dem udkommer d. 15. maj og får titlen Continental.
Ifølge Darla kommer pladen til at dokumentere, at Guthrie stadig kan noget helt særligt med glitrende, luftige guitarlinier – og så lover selskabet tilmed, at musikken bliver mere rock-orienteret, end Guthries kompositioner har for vane.