Øv. Det begynder ellers lige så godt. “Love Like Semtex” er et fremragende popnummer, og så åbner det oven i købet albummet. Perfekt dansegulvsfylder til indiekids med tilbehør – men er man blot i besiddelse af et alment godt popøre, er det stadig en god sang og måske allerede en af årets bedste popmelodier.
Formlen er hørt før, og især efter neo-punkfunken og electroclashens opblomstring i begyndelsen af det nye årtusinde. Lidt guitar, lidt bas, lidt elektronisk, og man har følelsen af, at det er “okay at danse”. En Jack White-agtig vokal hjælper til med sagerne, og det er et virkelig vellykket sammenspil mellem rock og dance, og når sådanne sager lykkes, er jeg ikke den første til at klage. Teksten er ikke noget værd, men det er musikken, så køb singlen. Og slut. For det bliver desværre ikke bedre.
Men, men, men. Før jeg går over til alt det negative kævl, er der stadig noget godt i Infadels. “Girl That Speaks No Words” er en ganske smuk elektronisk kærlighedssang, der lyder som Human League i deres balladeprægede øjeblikke. Synth, der varmer. Nummeret har dog en markant episk 80’er-lyd, der gør, at originaliteten ryger sig en tur. Men det er et klart højdepunkt på en plade, der kun har to af slagsen.
Og hvad er der så tilbage af We Are Not the Infadels? Kedelige, uinspirerede opkog af det, der gjorde Depeche Mode, Human League og anden synthpop stort for et par og 20 år siden. Ganske vist er mange af numrene fængende og til at nynne med på. Musikken er meget dansevenlig og vil højst sandsynligt få et stort publikum, hvis Infadels formår at spille deres pr-kort rigtigt. Det hele er egentlig såre godt og ganske uskyldigt.
Men albummet er bare så drønirriterende for mine ører. Hvor tilforladelig musikken end måtte være, er den forbandet tom. Intensiteten og sjælen er falsk. Det kan forsvares med, at det er synthpop. Ingen sjæl er netop idéen bag den maskinelle lyd, kulden i musikken er det egentlige formål og så videre og videre – men selv dét virker påtaget hos Infadels. Der er ingen kant på lyden. Der er ingen kant på vokalen. Der er ingen kant på melodierne. Et kedeligt album, som der desværre ikke er meget andet at sige om.
Som gruppe er Infadels også fuldstændig anonyme. Især vokalen er åleglat og søvndyssende. Dog skal det siges, at Infadels kan noget. Det lykkes i to af sangene at skabe den varme synthlyd og den punkfunkede, dansevenlige guitarlyd. Men det er, som om bandet har glemt, hvordan man gør efter de to numre. I stedet skaber de en enorm kløft mellem kvalitet og kedsomhed.
Ifølge Infadels pressemeddelelse har de tilsammen været med i tre-fire bands, der alle har været elendige. Det er ærlighed, der vil noget. Men i Infadels tilfælde forklarer det bare en hel del.
[/INFO]
