Mere end 10 års aktivitet på den amerikanske indierock-scene har gjort Dave Doughman mere og mere udmattet. For med den ene langvarige turné efter den anden kan man blive grundigt træt af at drøne rundt fra motel til spillested til bus til nyt motel til nyt spillested – og så videre. Men alligevel har Doughman, der er hovedmanden bag duoen Swearing at Motorists, så stor trang til at komme ud med sin musik, at han bliver ved med at rejse rundt i hjemlandet og Europa.
Og det er lige netop hér, vi kommer ind i Doughmans liv med Last Night Becomes This Morning. Albummet er indspillet i løbet af to et halvt års mere eller mindre uendelig turné-virksomhed, og den store rejseaktivitet er langsomt, men sikkert i færd med at underminere forholdet til Doughmans elskede. Åbningsnummeret slår stemningen an med linierne »There is a difference between feeling better and feeling nothing at all / Sometimes nothing feels better than feeling nothing at all.«
Albummet efterlader ikke den store tvivl om, hvorfor koncertbookere rundt omkring bliver ved med at hyre Doughman og trommeslageren Joseph Siwinski. For når man tænker på, at Swearing at Motorists kun er en duo, er det bestemt godt arbejde, at det lykkes duoen at få deres ligefremme indierock til at rocke så stærkt igennem, som den gør, når den er bedst. Numrene er uden undtagelse skåret stramt til, og de i alt 15 af slagsen er overstået på lidt mere end 29 minutter.
Det kortfattede præg giver rigtig god mening i de mest fængende numre som f.eks. det nærmest White Stripes-agtige “Slave to the Kettle”, hvor et råt riff spiller stærkt sammen med Siwinskis trommer. Den fjollede tekst om at danse med 150 km/t bekræfter, at der ikke er nogen grund til at spilde tiden: Her skal spilles rock’n’roll, og det skal ikke tage for lang tid.
Men set som en helhed er Last Night Becomes This Morning et temmelig fragmentarisk bekendtskab, fordi snart sagt alle sangene er forbi, nærmest før man har nået at bemærke, at de er begyndt. Især den sidste tredjedel af pladen løber ud som sand mellem fingrene, uden at man har fornemmelsen af overhovedet at have haft ordentligt fat – og den følelse bliver heller ikke ligefrem svækket af, at numrene grundet duoens selvsagt minimale besætning er instrumenteret stort set identisk med guitar og trommer og intet andet, hvorfor Swearing at Motorists ikke undgår, at en del af numrene er svære at skelne fra hinanden selv ved 10. gennemlytning.
De numre, der bliver hængende i hukommelsen, er netop dem, hvor duoen udvider lyduniverset. I “Timing Is Everything” – der på afvæbnende vis fortæller historien om, at rockstjernedrømmen om at pryde forsiderne på NME og Rolling Stone er blevet skiftet ud med et ydmygt håb om at kunne håndtere et helt almindeligt parforhold i en helt almindelig lejlighed med helt almindelige møbler – dukker såvel et orgel som en trompet op og spreder lidt små-psykedelisk variation.
“You Will Not Die Tonight (Probably)” leger med en lille håndfuld lag af vokal. De er forsinket i forhold til hinanden, så de dystre ord som »you will not die tonight / although you’re gonna wish you could« flakker og svajer rundt mellem hinanden. Samtidig kværner et rumlende og meget monotont guitarriff af sted, og der er med andre ord lagt op til en temmelig ubehagelig tur i byen.
Last Night Becomes This Morning er en udmærket rockplade, der ikke tager de store omveje – de mest kontante numre rocker igennem, og de mere stilfærdige numre holder sig på måtten. Men ih, hvor havde det været befordrende for pladen, om Doughman og Siwinski lidt oftere havde inviteret nogle flere til at lege med på deres optagelser fra det udmattende turnéliv, som Doughman afslutningsvis kommenterer i en lettere skæbnesvanger tone: »Your way of life is getting in the way of your life.«
Lyt til “Northern Line”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/northernline.mp3]