»If you’ve got a throat, I’ve got a knife.« Cirka sådan indleder Two Gallants deres opfølger til debuten The Throes, og man skal være forberedt på, at der berettes om sølle skæbner og fortælles heftige anekdoter på What the Toll Tells. Men det gøres fremragende poetisk, og de mange obskure historier tilsættes en palet af lydbilleder, der både maler med punk, country, blues og folk.
Det hele mikses yderst kompetent af Adam Stephens, guitar og vokal, og Tyson Vogel bag trommerne, der sætter nye standarder for, hvordan man kombinerer stilarter uden at sætte hverken udtryk eller tilgængelighed over styr.
What the Toll Tells er både eksplosiv og melankolsk. Der er en rigtig fin balance mellem det emo-prægede og de skrappe eksplosive udlandinger. Pladen indledes med “Las Cruces Jail”, der blæser som en sydstatsorkan, og med spartanske virkemidler rykker ethvert tilregneligt arrangement op med roden. Skævheden og de slingrende hensigter står godt til Adam Stephens vokal, der er mindst lige så utilregnelig. Han formår at skelne mellem det skingre, nærmest skrigende – når der fortælles om absurditeten i fængslet: »They’ll hang me if I stay / And shoot me if I run« – og det foruroligende indlevende, når han i “Long Summer Day” beretter om racediskrimination set gennem en sort mands briller.
Albummet kræver en vis form for tolerance fra lytteren. Der er både konventionelle og ømt berettende ballader, men også bastarder af vilde udladninger, hvor Vogel banker og hamrer på sine trommer og Stephens flår guitaren i stykker, mens han skingert bremser ethvert lille strejf af regelret melodi. Sine steder fremstår han nærmest skizofren og utilregnelig – eksempelvis i “16th St. Dozens”, der veksler mellem det rolige og det absurd larmende. De to forsøger hele tiden at fastholde og udfordre lytteren, så man spidser ører i stedet for at slukke for galskaben.
Det er en smule tosset og uberegneligt, men også fandens smukt og tillokkende. Sjældent har jeg hørt bedre udgave af punk-møder-americana. Two Gallants’ kombination skaber en god synergi mellem skæbnefortællinger og et skramlende lydbillede.
What the Toll Tells er et album, der vokser, og man belønnes for den tid, man afser til at være i selskab med Two Gallants. Der skal nok lige sættes et par timer af til at vænne sig til musikken, men når man ind til essensen og finder balancen mellem musik og lyrik, bliver det ikke meget bedre.
Albummet lukker med et værdigt og yderst smukt, men også vredt nummer. “Waves of Grain”, hvor Stephens på mundharpe og vokal krænger sit inderste ud, lukker og slukker for en fantastisk lytteoplevelse. Det er ikke en af de plader, der automatisk sår sig selv og springer ud i den ene iørefaldende melodi efter den anden. De ni sange kræver lidt benarbejde, men belønner til gengæld også den kræsne og kvalitetsbevidste lytter, der har tid og lyst til at høre godnathistorier for voksne tilsat punk.
