Nyheder

Midaircondo og Bugpowder fortolker stumfilm

Den svenske dametrio Midaircondo og deres sirlige kammer-electronica skabte i efteråret massevis af billeder for Undertoners anmelder med deres plade Shopping for Images.

Og med evnen til at danne billeder (og med dén pladetitel) virker det helt oplagt at sætte Midaircondo til at lave filmmusik. Det har den københavnske Natfilm-festival også tænkt, og derfor har arrangørerne inviteret de tre svenske tøser til at lave musik til den 87 år gamle danske stumfilm Mod lyset.

Filmen, der var den eneste, som Asta Nielsen lavede i Danmark efter at have skabt sig en karriere i Tyskland, skildrer en æggende overklassekvindes forsøg på at forføre en evangelist. I biroller ses såvel Jesus som Satan.

Midaircondos filmmusik kan høres d. 29. marts i Copenhagen Jazzhouse. Fem dage tidligere leverer de danske jazzrockere Bugpowder ligeledes et bud på et musikalsk akkompagnement til Mod lyset, og det foregår samme sted.

Leave a Reply