Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer. (27.04.06)Den nystartede århusianske forening Beat City inviterede fredag d. 21. april til koncertaften med en række interessante navne på menuen. Desværre var fremmødet begrænset og akustikken haltende – det til trods blev der leveret anstændige præstationer.
Band Ane:
Kun få gæster var mødt frem, da Band Ane blev introduceret på scenen i Teatersalen som første optrædende. Væbnet med bedrøvende, slæbende, sløv melodika, laptop og en mikserpult skabte Ane Østergaard et drømmende univers i vekselvirkning mellem skrattende, skramlende, pumpende ambient, underfundige samplinger og de bløde toner fra melodikaen.
![]() |
Det på daværende tidspunkt ringe fremmøde gjorde ikke det store i forhold til koncertoplevelsen, da det gav flere gæster en enestående mulighed for at campere på gulvet og lade sig svæve væk i en illusorisk sfære af smukke, skæve kompositioner. Ane selv stod iført stor, farvestrålende strikketrøje og vuggede drømmende i dans med blæseinstrumentet, mens hun undertiden pillede hist og her og justerede på knapper for at fremmane de rigtige stemningsbilleder.
Ane kalder selv sit musikalske udtryk for “kaotisk stilforvirring”, men i musikken hørtes paralleller til navne som Efterklang og Múm samt Aphex Twin, selvom der aldrig blev skabt tvivl om, at Band Ane repræsenterer en unik elektronisk lyd, der er opsigtsvækkende velkomponeret og elegant. En oplevelse, man passende kunne skænke sig selv, når Band Ane optræder på Pavillonscenen på sommerens Roskilde Festival.
Karakter: | ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
I Am Bones:
Da Johannes Gammelby og backinggroup gik på scenen, var der flere fremmødte – og koncerten blev indledt med en opfordring til alle om at bevæge sig op foran scenen. En opfordring alle til en vis grænse fulgte, men helt hen til scenekanten nåede de aldrig. Stort set alle valgte at stå reserverede med armene over kors på behørig afstand.
Fra første færd var der smæk på musikken, der ikke bød på de stilfærdige, eftertænksomme ballader fra Wrong Numbers Are Never Busy, men derimod en masse aggressivitet fra galskabens afdeling i form af en håndfuld voldsomme, larmende numre fra samme plade samt en del numre fra en fremtidig plade, der umiddelbart tegner til at blive en hidsig sag.
I Am Bones var desværre meget, meget hæmmet af den mildt sagt elendige akustik, der skabte en forfærdelig rumklang og rungende ekko, der tvang ørepropperne frem hos mange koncertgængere. Gammelby undlod da heller ikke at kommentere dette med en tilbagelænet, fattet bemærkning: “Uha, der er godt nok meget rumklang herinde”.
Men rumklangen i den gamle teatersal var ikke det eneste, der skændede koncertoplevelsen. Bandet – og ikke mindst Johannes selv – virkede meget nervøse i forhold til at skulle prøve materialet af foran publikum, hvilket gav udslag i en hidsigt accelereret version af repertoiret. Dertil kom, at vokalen ofte svingede fra en oktav til en anden – og tilbage igen – hvilket gjorde, at den, når valget faldt på laveste oktav, var næsten umulig at høre. Kun ved at lægge sig et oktav højere i forhold til albumindspilningerne kunne sangen høres for musikken – det lød bare en smule skævt.
Om det også var nervøsitet, den irriterende rumklang eller dårlig monitorindstilling, der var skyld i dette, skal her være usagt. Det var under alle omstændigheder ikke den bedste aften for I Am Bones, men der er potentiale og medrivende galskab i musikken, der fortjener en om’er.
Karakter: | ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Wolfkin:
Wolfkin led fra start under de samme vanskeligheder, som I Am Bones i forhold til akustikken. Det var absolut ikke taknemmelige forhold at optræde under.
![]() |
Foto: Tomace |
Wolfkin virkede ikke nær så udadvendte som forgængeren på scenen, men stod en smule indesluttede og med en gedigen rock’n’roll-attitude og spillede en rock-blues-country-fusion, der i lyd og udførelse sendte tankerne mod Raveonettes.
Ikke overraskende blev bandet modtaget med den samme arrogance fra publikum som de forrige – der var væsentligt flere lyttere end fanatiske entusiaster, men det var tydeligvis ikke betinget af bandet på scenen, snarere en “tough crowd” generelt. Uanset hvilke udskejelser de optrædende gjorde, rykkede det ikke alverden i forsamlingen.
Wolfkin leverede en solid, holdbar præstation, der lover godt for fremtiden. Hvis man tiltrækkes af genren, er det uvægerligt et band, man bør holde øje med – og formentlig en stor liveoplevelse i andre rammer. De spiller tight og velkomponeret musik, der giver et markant los i mellemgulvet til enhver, der lytter – bare ikke i Teatersalen i Århus.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Band Ane, 28.06.06, Roskilde Festival
Wolfkin: Brand New Pants
Karakter: | ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |