Af og til sker det, at man som anmelder modtager et lydligt bevis på musikkens uendelige og uudgrundelige væsen. En oplevelse, der pludselig gør sange lige så ubegribeligt mangfoldige og små som universets utallige stjerner.
Ate Her er en samling hidtil hemmeligholdte sange, fra før verden gik af lave. Nærmere betegnet perioden 1995-2000, da Nasa Dudes alterego Carl Christian Tofte stadig sang på engelsk i tankeløse firtaktsskitser af absolut afklædt lofi-rock. Samlingen indeholder 18 sange, hvoraf kun to tidligere har været offentliggjort (på et kassettebånd fra Purderous Magina Records…) – og Ate Her er blot ude i 100 eksemplarer.
Lad det være sagt med det samme: Carl Christian Tofte er dansk rockundergrunds utidige og kompromisløse enfant terrible. Som guitarist og sangskriver huserer han til daglig i orkestret Obstinate Esther, der ikke ligefrem har vundet større udbredelse på trods af deres årti-lange levetid, men som dog opnåede en vis mængde publicity i forbindelse med deres kristne rockplade Markens liljer. Musikalsk har Tofte over årene krydset klinger med stort set samtlige elementer af skamløst produceret sangkunst og har altså nu fundet tiden til et tilbageblik på den støvede karriere.
Desværre lider samlingen i udpræget grad af lofi-musikkens paradoksale problem. Overalt finder man tæft, charme og gudsbenådet sans for den gode melodi – men hvad gør det, når kvaliteterne ikke anvendes i et sanseligt produkt. Selvfølgelig kan musikken høres, men efter det indtagende, potentielle hit “Still I Have the Thoughts” efterlades man blot med følelsen af, at sand musik er gået til grunde, uden at nogen fik det hørt. Den vidunderlige lille tvekønnede duet rider af sted mod solnedgangen på et rent ud sagt elendigt musikalsk transportmiddel. Hvorfor ikke bare lade nummeret komme til sin ret og fuldende sit potentiale? Der er jo heller ikke nogen, der spiser beskidte rodfrugter til aftensmad…
Den blot 54 sekunder lange “I Was Right” og den 61 sekunder lange efterfølger “Life of the Forest” besidder trods ufatteligt ringe eksistensbetingelser nogle aldeles medrivende riffs, der skriger efter en passende tilberedning. Man fornemmer, at Tofte har strøet om sig med uslebne diamanter uden at give fem flade for begreber som produktion, ambition og vision. Se, det er ubetinget lofi!
Efter 18 sange er fortvivlelsen ikke blevet mindre, men det er forundringen til gengæld heller ikke. Som et modstandsdygtigt bæst har den stærke, ustyrlige og egenartede melodi overlevet i det belastende miljø, og man må reagere på samme vis som stemmen på pladens 16. spor, der efter musikhistoriens mest insisterende og underholdende telefonsvarer simpelthen indtaler: “Hold da kæft en besked!”
En besked om, at der er håb, så længe dansk musik gemmer på så tøjlesløse urkræfter, der måske en dag, i en bedre verden, vil ydes deres fulde retfærdighed.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Obstinate Esther: Markens liljer
