Nye numre, ny opstilling, nyt look. Under Byens koncerter har ændret form, og det er en forbedring, der passer godt til den tungere lyd fra det nye album. Men underholdningsværdien er dalet, og lørdag aften i Vega lykkedes det ikke bandet at holde interessen fast hos publikum, hvoraf en del gik før ekstranumrene. (09.04.06)Mange bondepigekjoler og 17-årige bevidst rodede hestehaler havde indfundet sig i Store Vega lørdag aften. Stemningen var høj hos mange, og forventningen var ligeså hos de fleste, der så frem til at høre live-udgaven af Under Byens nye album Samme stof som stof.
Det første, der faldt i øjnene, var da også den utraditionelle Under Byen-opstilling, som musikken på det nye album har inspireret til. Forsanger Henriette Sennenvaldt var ikke længere placeret i front, og lyset var langt mere dæmpet end normalt til koncert med de otte århusianere.
Med to trommeslagere, Stine Sørensen og Morten Larsen, var der ordentligt drøn på, da Under Byen skulle spille Store Vega op. Trommer og bas stod stærkt, og trommeslagerne komplimenterede hinanden dygtigt. Det gav et effektivt ryk i publikum, og koncerten startede stort.
 |
Undervejs var det særligt de nye numre, der nød godt af de kraftfulde trommer, og den mere voldsomme lyd fra Samme stof som stof kom til sin ret – det gjaldt i særdeleshed for aftenens mest vellykkede nummer fra den nye plade, “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”.
Stine Sørensen havde en olietønde som en del af sit trommesæt, og den formede bl.a. “Mission”s karakteristiske lyd. Turen gik videre igennem flere af de nye numre, men også forbi ældre eksemplarer som “Fugle og ild”, “Sylfiden” og “Lenin”. Vi fik også “Legesag”, som i øvrigt – efter publikums ivrige hvin at dømme – er gået hen og blevet noget så mærkværdigt som et regulært Under Byen-hit.
Når nu sukkene, småskrigene og Under Byen-poesien var rykket længere bagud på scenen, var det cellisten Morten Svenstrup og Nils Gröndahl, bevæbnet med sav og violin, der indtog pladserne nærmest publikum. Sennenvaldt-spotlyset var fraværende, og lyset på scenen var sparsomt. Samtidig havde bandet denne gang store faner hængende fra gulv til loft, hvorpå der blev projekteret forskellige (til tider noget ensformige) mønstre og på et tidspunkt også skovbilleder. Denne nye opstilling gav et indtryk af en større enhed. Orkestret var ikke længere Henriette Sennenvaldt & Under Byen, men bare Under Byen – én organisme, hvor instrumenter, vokal, visuals og lys sammen udgør et hele.
Det var lørdag aften, og Vega bød på sine halvvejs obligatoriske lørdagsfulderikker, der kom med utidige, platte tilråb og andre forstyrrende udbrud. Efterhånden var de dog ikke de eneste, der begyndte at rumstere rundt. Hen ad vejen blev gulvpublikummet rastløse og begyndte at vandre rundt og snik-snakke højlydt. Spørgsmålet er, om Under Byen, specielt med sit nye udtryk med mere helhed og mindre forsanger-underholdning, bare ikke egner sig som et lørdag aften-band? Eller om bandet også selv gik lidt i tomgang undervejs og ganske enkelt ikke magtede at fastholde publikums opmærksomhed?
Svaret ligger nok et sted imellem de to muligheder. Under Byen leverede ikke varen fuldt ud, og f.eks. var det svært at holde gejsten oppe under den lange “Siamesisk”. Tørt blev det også under andre numre med masser af langtrukken guitar-feedback, når de roterende mønstre bag bandet mistede pusten, og bandmedlemmerne stod i halvmørke. På samme tid er Under Byen et overordentligt velspillende orkester, og numrene fra Samme stof som stof klarer sig fint live. Den nye opstilling er et skridt i en positiv retning for århusianerne, men det er, som om den nye form skal finpudses, og medlemmerne må finde en måde at holde publikumsinteressen fanget i halvanden time, nu hvor de er gået bort fra at overeksponere Henriette Sennenvaldt.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Under Byen: Samme stof som stof
Under Byen, 05.01.06, Copenhagen Jazzhouse
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
